Tysk fupfirma jager i Danmark

Nu igen. I går modtog en række danske virksomheder brev fra et tysk fupfirma.

Et tysk firma forsøger med snørklede formuleringer og vildledende formularer at lokke virksomheder til at betale for en komplet ubrugelig tjeneste.

Så sent som i går morges modtog en række danske erhvervsdrivende brev fra Deutscher Adressdienst. Allerede samme morgen lå der tre kopier af samme brev hos jurist Jeppe Rosenmejer fra Håndværksrådet, der er aktiv i kampen mod de såkaldte fup-firmaer.

- Ja, jeg vil kategorisere det her som et fupfirma. De benytter sig næsten af de samme metoder, som vi kender fra de danske fupfirmaer, forklarer Jeppe Rosenmejer.

Westy Nielsen fra Aabenraa er blandt de danske virksomhedsejere, der modtog et brev i går morges. I brevet på flydende dansk kunne han læse, at hans virksomhed Ni-con var registreret på den tyske tjeneste Deutscher Adressdienst og den danske pendant, der hedder Dansk Internet Register.

- Alle informationer om min virksomhed var korrekte undtagen web-adressen. Der stod, at jeg skulle rette de oplysninger, der var forkerte. Helt nede i bunden med småt stod der skrevet, at der her var tale om en ordre, der betød, at jeg skulle betale 958 euro om året i en periode på tre år, forklarer Westy Nielsen.

Vildledende formularerWesty Nielsen var opmærksom på fænomenet om fupfirmaer og søgte efter firmaet på google. Den første webside, der dukkede op, viste sig at være en advarsel mod netop Deutscher Adressdienst. Her bliver firmaet beskrevet som bedragerisk med vildledende formularer.

- Havde jeg været lidt mere tung i hovedet sådan en mandag morgen, havde jeg muligvis ændret min adresse og indsendt den, forklarer Westy Nielsen.

Et besøg på Deutscher Adressdiensts hjemmeside afslører, at der ikke dukker nogen virksomheder op ved søgning på eksempelvis hoteller, bilforhandlere eller byggeindustri. Med et så magert indhold, lyder næsten 20.000 kroner som en høj pris.

- Det er jo et fuldstændigt ligegyldigt register. Man kan jo finde vores virksomhed langt hurtigere på google, siger Westy Nielsen.

Ikke juridisk bindendeEr man allerede røget i fælden og har reageret på brevet fra det tyske fupfirma, skal man ifølge jurist Jeppe Rosenmejer ikke fortvivle.

- Som jeg ser det, er der intet juridisk bindende ved det brev. Lovgivningen siger, at væsentlige vilkår skal fremhæves, før det aftalemæssigt er bindende. Da prisen er gemt helt nede i bunden inde i en masse tekst, kan man ikke ligefrem sige, at det er fremhævet. Og pris er af væsentligt karakter, forklarer juristen.

Det vil sige, at Deutscher Adressdienst næppe ville få medhold i nogle dansk retssal, hvis firmaet forsøgte at gå rettens vej for at opkræve pengene. Derfor råder Jeppe Rosenmeijer de virksomheder, der har svaret på brevet, til ikke at foretage sig noget og blot undlader at betale regningen. Juristen vurderer nemlig, at fup-firmaet ikke har noget at komme med, hvis det forsøger at benytte dansk lov.