Tyrkisk lira styrkes efter Erdogan-valgsejr

Den tyrkiske valuta, lira, fortsætter mandag sin styrkelse over for dollar, efter at partiet AKP, som landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, står bag, ved søndagens valg vandt absolut flertal i det tyrkiske parlament.

Foto: Kasper Palsnov. Den tyrkiske valuta havde i forvejen haft en god måned frem mod valget, og oktober endte med at blive den bedste måned for lira i fire år med en styrkelse på over 3,9 pct. over for dollar. Mandag morgen fortsatte liraen så sin styrkelse med yderligere 5,5 pct.
Læs mere
Fold sammen

Mandag morgen koster én dollar 2,8092 lira. Til sammenligning kostede én dollar fredag eftermiddag 2,9127 lira.

Med 99 pct. af stemmerne talt op står AKP til at have vundet 49,4 pct. af stemmerne, hvilket giver partiet en klar majoritet, selv om det også lykkedes partierne HDP og MHP at passere spærregrænsen på 10 pct., som skal til for at blive en del af parlamentet. Det republikanske parti fik 25,5 pct. af stemmerne.

- Et AKP-flertal er på den korte bane positivt, fordi det reducerer risiciene for dårligere udfald og reducerer usikkerheder. Markedet ved nu, hvad det har i de næste fire år, skriver chefanalytiker Anders Svendsen fra Nordea i en kommentar.

Den tyrkiske valuta havde i forvejen haft en god måned frem mod valget, og oktober endte med at blive den bedste måned for lira i fire år med en styrkelse på over 3,9 pct. over for dollar. Mandag morgen fortsatte liraen så sin styrkelse med yderligere 5,5 pct.

- Markedet er lettet over at se, at landet ikke skal igennem den samme periode med politiske skænderier, som det skete efter valget 7. juni, skriver valutahandler Alp Serbetli fra den Istanbul-baserede bank Anadolubank i en e-mail til Bloomberg News.

Mandag morgen steg det tyrkiske børsindeks 5,4 pct. kort efter børsåbningen. Samtidig faldt landets tiårige statsrente 53 basispoint til 9,24 pct.

Søndagens valgresultat giver AKP 316 ud af parlamentets 550 mandater, men det er ikke nok til at vinde den kvalificerede majoritet på 330 mandater, som der kræves for på egen hånd at kunne foreslå ændringer af forfatningen.

Ved valget den 7. juni i år fik AKP 40,9 pct. af stemmerne og dermed det værste valgresultat for partiet siden 2002. Søndagens valgresultat kan muligvis gå hen at blive det næstbedste for Erdogans parti, siden det kom til magten i 2002.