Tyrkiet har kurs mod finansiel krise

Et større slagsmål med USA og en i forvejen svag økonomi sender Tyrkiet mod afgrunden. Landet er ramt af en galopperende valutakrise, som kan føre til en alvorlig bankkrise. Fredag gav Donald Trump sin finansminister ordrer om at fordoble toldsatserne på stål og aluminium fra Tyrkiet.

Donald Trump vil fordoble toldsatserne på stål og aluminium fra Tyrkiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

Tyrkiets finansielle fundament vakler. Landets økonomi er i forvejen under pres med tårnhøje inflationsrater og stigende gæld. I denne uge blev Tyrkiet ramt af en regulær valutakrise, da den tyrkiske lira faldt med hele 20 procent målt mod den amerikanske dollar.

Det har fået investorerne til at flygte ud af Tyrkiet. Krisen i Tyrkiet fik et ekstra lag fredag eftermiddag, da den amerikanske præsident, Donald Trump, skrev på Twitter, at han har givet sin finansminister besked på at fordoble toldsatserne på stål og aluminium fra Tyrkiet.

»Den høje inflation er drevet af en for hurtigt voksende økonomi, ekspansiv finanspolitik, stigende energipriser samt, at den tyrkiske centralbank ikke har frie hænder til at stramme pengepolitikken tilstrækkeligt i forhold til dens inflationsmålsætning på fem procent,« skrev Jakob Ekholdt Christensen, der er chefanalytiker i Danske Bank, i en analyse om situationen i Tyrkiet i sidste uge, inden Donald Trumps planer om at fordoble told på tyrkisk stål og aluminium blev kendt.

Ifølge Financial Times er Den Europæiske Centralbank bekymret for, om udviklingen i Tyrkiet kan ramme den europæiske banksektor.