Twitters kreds af brugere voksede frem mod Elon Musk-køb

Med købet af Twitter har Elon Musk købt et socialt mediet med 229 millioner daglige brugere, viser regnskab.

Elon Musk har fået accepteret et bud på 44 milliarder dollar for at købe Twitter. Det svarer til omkring 300 milliarder danske kroner(Arkivfoto). Joe Skipper/Reuters

Det sociale medie Twitter oplevede vokseværk i både antal af brugere og omsætning op til, at Tesla-topchef Elon Musk smed 44 milliarder dollar på bordet og købte mediet.

Det fremgår af Twitters regnskab for det første kvartal af 2022, der meget muligt bliver det sidste kvartalsregnskab før Musks overtagelse af selskabet.

Salget blev lukket kort før kvartalsregnskabet, hvor Musk kan læse, at han har købt et socialt medie med 229 millioner daglige brugere. Til sammenligning havde Twitter 199 millioner daglige brugere på samme tid sidste år.

Den voksende kreds af daglige brugere betød også, at Twitters omsætning voksede til 1,2 milliarder dollar.

Her fylder reklamer på Twitter langt størstedelen – 1,11 milliarder dollar for at være præcis.

Omsætningen stod ikke helt mål med, hvad analytikere havde forventet. Men her var Twitter også ramt af, at mediet har sat reklamerne på pause i Ukraine og Rusland under Ruslands invasion af Ukraine.

Selvom reklamerne udgør en central del af Twitters forretningsmodel på nuværende tidspunkt, kan det være, at den nye ejer kan betyde nye tider.

Musk har ifølge nyhedsbureauet Reuters tidligere luftet tanker om, at der ikke bør være reklamer på Twitter. Det skulle være en måde at genvinde en større grad af kontrol over, hvilket indhold der er på det sociale medie.

Det skyldes, at afsendere af reklamerne ofte har stærke ønsker til, hvad deres varer og eller budskaber skal ses ved siden af.

Derfor hælder de ofte til en stærkere moderation af indhold på eksempelvis det sociale medier, hvor deres reklamer vises.

Onsdagens regnskab udløste ikke store bevægelser i værdien af Twitter-aktien. Dermed befinder prisen sig stadig omkring de 48 til 49 dollar per aktie.

Elon Musks milliardhandel køber Twitter-aktierne til en værdi af 54,2 dollar stykket.

/ritzau/