TV Danmark lancerer ny kanal

SBS Broadcasting, der blandt andet driver TV Danmark, Kanal 5 og Voice TV, er klar med en ny dansk TV-kanal sendt fra England. Samtidig relanceres de eksisterende kanaler. De nye kapitalfonde bag SBS vil gå aggressivt til værks.

TV Danmark lancerer ny kanal - 1
Det er godt halvandet år siden, at Henrik Ravn sidst relancerede daværende TV Danmark 1 og 2, hvor sidstnævnte blev til Kanal 5. Kort tid efter fulgte lanceringen af Voice TV. Og nu forfines TV-stationernes profiler endnu en gang fulgt af en markedsføringskampagne i 2006 til »et pænt to-cifret millionbeløb«.<br> Arkivfoto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere
De internationale kapitalfondes indtog på det danske mediemarked giver sig nu udslag i en helt ny kurs for TV Danmark, Kanal 5 og resten af TV-stationerne under SBS Broadcasting.

Permira og KKR, der i august købte SBS Broadcasting for godt 15 mia. kr., har netop sagt god for en ny offensiv, som blandt andet betyder, at SBS lancerer en ny dansk TV-kanal næste år.

Allerede til nytår relanceres de nuværende TV-stationer fra SBS, sådan at Kanal 5 i endnu højere grad bliver en rendyrket underholdningskanal med overtagelse af programmet »Danmarks Klogeste Barn« fra TV Danmark som nyt trækplaster - mens TV Danmark strømlines som den familieorienterede station med et klart kvindeligt islæt.

Fokuserer anderledes
»Vi begynder at fokusere anderledes, hvor Kanal 5 skal ramme de kommercielt attraktive målgrupper. Og eftersom vi har reklamebreaks på Kanal 5 kan vi også klart bedre tillade os at lave nye dyrere produktioner til den station,« siger Henrik Ravn, Chief Executive Officer for SBS Broadcasting.

Målet med omlægningen af TV Danmark og Kanal 5 er at gøre samtlige TV-kanaler langt mere præcise i profilen - for dermed at kunne sælge indholdet på andre og flere platforme samtidigt. Eller lave beslægtede programmer til andre medier.

»Tag for eksempel The Voice, som vi allerede i dag både producerer til radio og TV. Det er et godt eksempel på, hvordan du afsætter dit indhold flere gange og dermed opnår flere indtægtsmuligheder. I fremtiden vil det være altafgørende. Du skal kunne afsætte indholdet til både TV, mobil, internettet og radio. Og det vil få stor indflydelse på, hvordan de enkelte TV-stationer opererer,« siger Henrik Ravn, der arbejder med meget bløde målsætninger for den forestående relancering.

»Vigtigst er det, at Kanal 5 og TV Danmark får nogle mere klare profiler. Men for Kanal 5, som er vokset med over 20 pct. i kommerciel seerandel siden relanceringen i foråret 2004, håber vi på fortsat vækst på 10 pct. næste år.«

Halvandet år efter
Det er godt halvandet år siden, at Henrik Ravn sidst relancerede daværende TV Danmark 1 og 2, hvor sidstnævnte blev til Kanal 5. Kort tid efter fulgte lanceringen af Voice TV. Og nu forfines TV-stationernes profiler endnu en gang fulgt af en markedsføringskampagne i 2006 til »et pænt to-cifret millionbeløb«.

Endelig er det planlagt at lancere en helt fjerde TV-kanal i Danmark til efteråret. Navn og indhold præsenteres i første kvartal af det nye år. Men sikkert er det, at TV-stationen vil blive sendt fra England - ligesom Voice TV og Kanal 5 - for dermed at slippe for de strikse danske regler, som forbyder reklameafbrydelser.

»Vi kommer til at investere en pæn slat i den nye offensiv. Det er det gode ved at have fået nye ejere. KKR og Permira har bragt frisk kapital til SBS Broadcasting. Det er meget deres skyld, at vi nu kan gå aggressivt til værks og fokusere meget mere på indhold, branding og profil,« siger Henrik Ravn og understreger, at kapitalfondenes indtog er kommet efter SBS Broadcasting i nogle år var enormt driftsorienteret.

Frisk kapital
»Først fik vi styr på driften og nu har vi så fået fremmed kapital ind, der arbejder med en tidshorisont, jeg gætter på hedder tre-syv år, inden de sælger os fra igen,« siger Henrik Ravn til Berlingske Business.

Han understreger, at det er blevet »langt sjovere« efter KKR og Permira har skudt penge i foretagendet

»Investeringslysten i »det gamle SBS« var nok lidt behersket. Der var der meget fokus på driften. Nu kommer de nye ind og siger, hvordan kan vi bygge op.«

Ifølge Henrik Ravn blander de nye ejere sig ikke i dispositionerne på dansk grund. »Det er i forhold til hovedkontoret i Amsterdam, at de udøver indflydelse. Og på det overordnede plan,« siger han.