TV 2 samles på Teglholmen

Ny TV 2-adresse i København samler aktiviteterne fra de nuværende tre adresser under ét tag. Det nye lejemål ved Teglværkshavnen giver plads til vækst - og kan på sigt bane vejen for, at TV2 flytter alle aktiviteter fra Odense til København.

Økonomidirektør Anders Kronborg, TV 2, er yderst tilfreds med lejeaftalen, som sikrer tv-stationen et nyt samlet hovedsæde i København her på Teglholm Allé 16. <br>Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til oktober i år samler TV 2 alle sine aktiviteter i København i et nyt mediehus på Teglholm Allé 16, omgivet af vand og nyopførte boligejendomme ved Teglværkshavnen.

Flytningen kan ses som et signal om, at TV2 vil styrke sin tilstedeværelse i Hovedstadsområdet. Muligvis med henblik på, at TV 2 senere flytter alle stationens nuværende aktiviteter fra Odense til København, erkender TV 2's økonomidirektør, Anders Kronborg.

»Alt andet lige vil det da være mest praktisk for en virksomhed som vores at samle aktiviteterne ét sted. Sidste år brugte vi over ti mio. kr. på at transportere medarbejderne mellem Odense og København,« konstaterer han.

Anders Kronborg understreger dog samtidig, at et samlet TV 2 i så fald ikke bliver placeret på Teglholmen, og at en sådan flytning tidligst vil kunne ske fra 2013.

»Der er i hvert fald ikke plads til hele TV 2 i det nye hus. Og vi har en public service aftale med staten om, at TV 2 Nyhederne skal produceres i Odense frem til 2013. En mulig flytning fra Odense til København kan altså tidligst ske derefter,« påpeger Anders Kronborg.

Beslutningen om en sådan flytning af hele tv-stationen vil dermed i praksis blive tage af køberen til TV 2, som længe har båret et stort »Til salg« skilt, mens selve salgsprocessen gang på gang er blevet udskudt på grund af juridiske problemer samt politisk uenighed og tøven.

Område i udvikling
Mens en mulig flytning af hele TV 2 endnu er fremtidsmusik, ligger det til gengæld fast, at stations københavneraktiviteter er på vej til Teglholm Alle og Teglværkshavnen.

Området har de senere år gennemgået en rivende udvikling, hvor først erhvervsvirksomheder som Nokia, Philips, Ericsson og Mercedes rykkede ind, hvorefter udviklingsselskaberne nu har kastet sig over opførelse af eksklusive, meget eftertragtede havneboliger.

TV 2 har med andre ord været heldige med indgåelsen af en lejeaftale på foreløbig cirka 11.000 kvadratmeter moderne kontorfaciliteter i en ejendom, der blev bygget som hovedsæde for Aston Group, men siden efterladt tom - og uden lejer gennem et par år.

Ejendommen ejes af MP Pension, som har lovet at poste cirka 30 mio. kr. i en indre renovering af huset, mens TV 2 selv ofrer yderligere cirka 45 mio. kr. på indretning af tv-studier, opførelse af et stort garageanlæg til produktionsvogne og så videre.

TV 2 har sikret sig dette velbeliggende domicil til en leje på 900 kr. kvadratmeteren efter ombygningen, hvortil kommer drift, skatter og afgifter.

Hos ejeren, MP Pension, er porteføljemanager Peter Olsson ganske godt tilfreds med lejeaftalen med TV 2, der gælder i ti år. MP Pension er midt i de afsluttende forhandlinger med entreprenøren, der skal stå for selve ombygningen - som igangsættes i den umiddelbare fremtid.

»TV 2 er en meget attraktiv og prestigefyldt lejer, som vi er glade for. TV 2 er med til at gøre hele området ekstra attraktivt for andre lejere,« mener Peter Olsson.

Moderne mediehus
Det ligner en overkommelig opgave at forvandle Aston Group-bygningen til et moderne mediehus. Ejendommen er i meget fin stand, og det er da også primært bygningens indre, som - med hjælp fra Hvidt & Mølgaard A/S - skal ombygges, for at tilpasse sig de særlige vilkår, der er forbundet med at drive tv-virksomhed.

Alle TV 2's aktiviteter i København skal samles her - på fem etager. Flytningen skal være overstået senest den 1. november i år, hvor TV 2's nuværende tre adresser er henholdsvis solgt eller opsagt.

Reklame- og salgsafdelingens små 100 medarbejdere flytter fra det nuværende lejemål på Baunegårdsvej i Hellerup, mens cirka 30 medarbejdere fra Zulu, Charlie og Filmkanalen rykker fra deres lejemål i Kødbyen.

Endelig har TV 2 solgt ejendommen på Sortedam Dosseringen i København, som hidtil har huset TV 2 Nyhedernes cirka 75 medarbejdere, til Store Frederikslund A/S for 32 mio. kr.

Alt i alt betyder flytteprocessen, at TV 2 i København får væsentligt bedre plads - og dermed bedre vilkår til at producere tv-udsendelser og drive medievirksomhed. De tre nuværende adresser er på blot 6000 kvadratmeter tilsammen - og nu bliver der ekstra 5000 kvadratmeter med mulighed for at også at sætte sig på ejendommens resterende 1000 kvadratmeter.

Stuen skal huse reception, mødelokaler, biograf og studier, mens 1. sal er reserveret til programafdelingen, sporten, brohovedkontor og fitness. På 2. sal bor nyhederne, mens 3. sal bruges til TV 2 World, Zulu, Charlie og Filmkanalen. Endelig bliver reklame/salg samlet øverst i huset.

Styrker profilen
Sammenflytningen vil uden tvivl betyde, at TV 2 vil styrke sin profil i hovedstaden meget markant, når de cirka 200 medarbejdere nu kommer til at arbejde under samme tag.

»Vi håber og tror, at vi ved at samle aktiviteterne kan skabe en bedre »corporate spirit« eller fællesskabsfølelse blandt medarbejderne. Salgsafdelingen og programmedarbejderne bliver klogere på, hvad hinanden går og laver,« siger Anders Kronborg.

Er du ikke bange for, at de kommercielle interesser derved kommer til at påvirke programfladen mere end i dag, hvor afdelingerne er adskilt på forskellige adresser?

»Nej, tværtimod ser jeg gerne et tættere samspil. Programmerne må gerne være mere kommercielle. Med Nyhederne som den klare undtagelse. Det afgørende er, at TV 2 Nyhederne fortsat er helt uafhængige af kommercielle interesser.«

TV 2's hovedkonkurrent, DR, bygger som bekendt en hel medieby i Ørestad, mens I flytter til en mere ydmyg, ombygget ejendom. Hvorfor ikke bygge noget nyt og markant?

»Vi synes ikke, der er grund til at binde en masse penge i mursten. Vi vil hellere bruge midlerne på at udvikle programmer. Og vi har heller ikke forstand på at drive ejendom, så derfor vil vi hellere leje end eje,« svarer økonomidirektøren.

TV 2 var sidste år ude for at se og vurdere omkring 15 mulige placeringer i Hovedstadsområdet. Afgørende for valget af lejemålet på Teglholmen var bl.a. den centrale placering midt mellem lufthavnen og Christiansborg.