TV 2-bejler får norsk aktionær

Norges største mediekoncern, Schibsted, har købt op i svenske TV4 og er nu tredjestørste aktionær. TV4 er bejler til danske TV 2 sammen med Berlingske.

Den norske mediemastodant, Schibsted, styrkede i går sit greb om Sveriges mest succesfulde kommercielle TV-station, TV4, for at opnå større synergieffekt på det svenske marked. Efter nogle mindre opkøb af aktier i TV4 i september og yderligere 15,1 pct. i går i en handel til 410 mio. norske kroner ejer Schibsted nu 20,1 pct. af den svenske TV-kanal og er dermed den trejde største aktionær efter finske Alma Media (23,4 pct.) og den svenske ærkekonkurrent Bonnier (21,7 pct.).

Norske medieanalytikere vurderede i går over for kampanje.com, at Schibsteds satsning er rigtig, men at den succesrige norske mediekoncern dog stadig har brug for mere magt i TV4 og afgørende indflydelse, hvis man for alvor skal drage nytte af investeringen.

Fjerde største aktionær i TV4 er i øvrigt Modern Times Group (15,1 pct.), der driver Viasat, TV3 og Metro. MTG har tdiligere sagt, at de sælger, hvis prisen er rigtig. Dertil kommer yderligere en række investeringsfonde, banker og over 4.000 småaktionærer.

Synergier
Hvis Schibsted får mere magt i TV4 så kan det bruges til synergier mellem TV4 og svenske Aftonbladet eller Svenska Dagbladet og Metronome Film & Televiosion, som Schibsted også er ejere af.

TV4 har i øvrigt indgået købskonsortium med Det Berlingske Officin i budkampen om danske TV 2, som Schibsted for sin part trak sig fra.

Koncerndirektør i Schibsted, Jan Knarbakk, erklærer, at man har ekspanderet, da man ser »Skandinavien og Norden som primærmarked«, men han fremhæver ikke engagementet i TV4 som en vej til at få magt over danske TV2.

TV4 driver i øvrigt også betalingskanalerne TV4 Plus og TV4 Film, 16 lokale stationer samt en række digitale aktiviteter. Programprofilen for TV4 minder om danske TV 2 - blandt andet på grund af høje public servicekrav fra den svenske stat. I stil med TV 2 Charlie lancerer man i denne uge en lignende kanal for det modne publikum - TV400.