Tusindvis af kroners forskel i kommuneskat

Nogle kommuner sætter skatten op næste år, mens andre sætter den ned. Postnummeret betyder tusindvis af kroners forskel i rådighedsbeløb.

Postnummeret kan betyde en forskel på flere tusinde kroner i rådighedsbeløb hver måned. Næste års justeringer af skatteprocenterne får både tabere og vindere rundt omkring i kommunerne, viser ny analyse fra Sydbank.

- Nogle af de nye storkommuner vælger at sætte skatten op, mens andre vælger at sætte skatten ned. Afhængigt af hvor man bor, kan der være udsigt til ganske forskellige økonomiske konsekvenser for skattebetalingen for den enkelte person i 2008, siger cheføkonom Jacob Graven, Sydbank.

Det kan betyde en årlig forskel på over 5000 kroner for en person, der tjener 300.000 kroner om året, afhængigt af om personen bor i den kommune, der har det største fald eller den største stigning i skatten.

På Fanø stiger skatten med næsten to procentpoint. Det betyder op mod 2000 kroner mindre til sig selv om året, hvis man tjener 300.000 kroner - mens den samme indkomstgruppe i Kolding får 3250 kroner mere at gøre godt med om året.

Jo mere man tjener, desto bedre kan det betale sig at tjekke kommuneskatten, før man flytter til en ny kommune. For en person, der tjener 600.000 kroner, betyder forskellen 10.000 kroner.

/ritzau/