Tusindvis af danskere betaler skat to gange – de skal reagere nu for at undgå det i år

Hvert år snyder knap 40.000 danskere sig selv i skat. De indbetaler mere på en pensionsopsparing, end de får fradrag for. Dermed betaler danskerne samlet set indkomstskat af et trecifret millionbeløb to gange.

Små 40.000 danskere snyder hvert år sig selv i skat ved at indbetale mere på en pensionsopsparing, end de får fradrag for. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter to gange indkomstskat er der ikke meget tilbage af det oprindelige beløb.

Det er ikke desto mindre, hvad små 40.000 danskere hvert år oplever. Et antal, der er faldet en smule over de senere år, men som i 2021 fortsat udgjorde flere end 38.000 borgere.