Tusindvis af Dankort duer ikke fra i morgen

Nye Dankort med chip skal aktiveres nu. Gamle kort kan ikke benyttes som betalingsmiddel fra årsskiftet.

Allerede nede ved bageren i morgen tidlig, når der skal købes morgenbrød og cola til tømmermændene, kan tusindvis af danskere komme i vanskeligheder. Deres Dankort vil være ubrugeligt.

Det sker for de mange, der ikke har aktiveret deres nye Dankort med chip. De gamle Dankort er løbende blevet slettet, og de sidste blev slettet i går. Når kortene er slettet i computersystemerne hos PBS, vil det ikke være muligt at benytte kortet som betalingsmiddel.

Der findes ikke nogen nøjagtig opgørelse af, hvor mange danskere der vil få problemer, når de forsøger at bruge deres gamle kort i det nye år, men direktør Niels Neergaard fra Dankort A/S vurderer, at der kan være tale om op mod 100.000 danskere.

»Der er ikke noget i vejen for, at kortet først bliver aktiveret i det nye år. Der kan være tilfælde, hvor nogle har modtaget kortet for flere måneder siden, og de kan derfor ikke aktivere det. De skal kontakte deres pengeinstitut,« siger Niels Neergaard.

Bankerne har i løbet af de seneste seks måneder ombyttet cirka 3,5 millioner Dankort som en konsekvens af det politiske forlig, der blev indgået sidste år. Stigende svindel med betalingskort specielt i udlandet har fået banker verden over til at udstyre betalingskort med chip, som er langt vanskeligere at kopiere for svindlere end den traditionelle magnestribe.

Dankortet er det mest udbredte betalingsmiddel i Danmark. Der blev således gennemført 528 millioner betalinger med Dankort i 2004.