Realkredit Danmark og Jyske Realkredit har misforstået nye tinglysningsregler. Derfor er de nu godt i gang med at betale penge tilbage til en lang række boligejere.

Misforståelsen er gået ud over op mod 3.000 boligejere, som enten har betalt for meget eller mistet en fordel, hvis de senere vil lægge lån om eller sælge. Det skriver Finans.

Ifølge pengeinstitutetterne skyldes fejlen forvirring over nye tinglysningsregler. Fejlen omfatter boligejere, som har gamle lån, som er tinglyst før 2007, hvor der også skete regelændringer.

I dag skal man betale 1,45 procent til staten af det samlede lånebeløb. Men hvis man har et gammelt pantebrev på eksempelvis en million kroner tinglyst i boligen, modregner man det oprindelige beløb til tinglysningen.

Men Jyske Realkredit og Realkredit Danmark har aflyst de gamle pantebreve, så der ikke var noget at modregne i, fortæller de til Finans.

Forbrugerrådet: De bør have styr på det

Realkredit Danmark har 2.400 kunder, som er omfattet af misforståelsen, mens det hos Jyske Realkredit drejer det sig om 331 kunder.

Selvom der er tale om et begrænset antal boligejere, er det alligevel en pinlig sag for realkreditinstitutterne, siger cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen, til Finans.

»Tinglysning er en forudsætning for hele realkreditsystemet. Så også for deres egen skyld bør de have 100 procent styr på det,« siger han.

Han mener dog, at det er positivt, at institutterne nu retter op.