Tur/retur: Burberrys kreative geni dropper topchef-jobbet

Burberrys stjerne­designer Christopher Bailey giver halvt fortabt efter to år som topchef, men bliver som kreativ hjerne bag det britiske modemærke.

Burberrys topchef Christopher Bailey skal fremover igen kun fokusere på design. Arkivfoto: jack Taylor/AFP Fold sammen
Læs mere

Det er svært ikke at holde af Christopher Bailey, siger nærmest alle, der har mødt ham.

Den kreative hjerne bag det britiske modeikon Burberry er så langt man kan komme fra karakteristikken »diva«, der ellers gerne hjemsøger modeverdenens stjerner. Bag det drengede ydre er et af branchens venligste gemytter.

Men Burberrys aktionærer har haft svært ved at lægge ansigterne i de rette folder, siden Christopher Bailey i maj 2014 føjede titlen som topchef til rollen som kreativ direktør. Dengang vinkede Burberry farvel til Angela Ahrendts, der sammen med Bailey havde været den triumferende duo bag selskabets forvandling fra aldrende tøjmærke til stilikoner.

Hun styrede forretningen, mens han tænkte i kreative baner. Og det gjorde de efter sigende så symbiotisk, at det udadtil kunne være svært at se, hvor den ene slap, og den anden tog over.

Men kunne Bailey løfte begge roller – selv med nok så meget krea­tivt talent? Og var han virkelig sin ofte kritiserede topløn værd?

To år senere har skeptikerne fået ret, i al fald i første spørgsmål. Burberry har hyret en ny topdirektør – den italienske veteran Marco Gobbietti, der skal lette presset på Christopher Bailey efter dalende salg og et kursdyk på over 20 pct.

Specielt de kinesiske forbrugere, der indbringer over 40 pct. af omsætningen, kniber det med at holde taget i, og Burberry har bredt sig i for mange retninger.

Fra catwalk til tweetwalk

Dermed skal 45-årige Bailey atter fokusere på det, han gør bedst:

Ud over at bestemme alle detaljer i alle former for design under Burberry-brandet – fra de karakteristiske regnfrakker og ternede tørklæder til butikkernes og selv hovedsædets indretning – har han også været dynamoen bag Burberry som digital pioner.

Det bunder ikke kun i begejstring for at gå nye veje – uden at slippe traditioner og godt håndværk – men også i en tankegang, der præger Baileys jordnære tilgang til mode: Det skal være tilgængeligt for alle, også dem, der må spare i årevis for at få råd til en af de ikoniske regnfrakker.

»Mode har det med at være en lukket verden, og modeopvisninger er det perfekte eksempel. Vi tror, at vi er så nytænkende, men de har ikke ændret sig i 50 år. Vi vil gerne lukke folk med ind i den oplevelse, som i virkeligheden er underholdning: smukke piger, flotte fyre, flot tøj og god musik,« udtalte han i 2013 i et interview med Financial Times.

I Baileys hænder er catwalken nærmest bogstavelig talt blevet til »tweetwalken«, og på sociale medier menes Burberry at have over 30 millioner følgere.

Dem får Christopher Bailey brug for at holde i tale, hvis Burberrys aktionærer skal finde de rette folder igen.