Trumps tidligere kampagnechef dømt skyldig i skattesvindel

USA's præsident Donald Trump til et vælgermøde i Charleston, 21. august 2018. Præsidentens tidligere kampagnerådgiver er netop blevet kendt skyldig i skattesvindel ved en domstol i Washington D.C. Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER PLATT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den amerikanske præsident Donald Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort er kendt skyldig i 8 af 18 tiltalepunkter ved en føderal domstol i Alexandria i delstaten Virginia.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Manafort er kendt skyldig i fem tilfælde af skattesvindel, to tilfælde af banksvindel og for ikke at have oplyst om sin udenlandske bankkonto, skriver New York Times.

Til gengæld kunne juryen ikke nå til enighed på de sidste ti tiltalepunkter.

69-årige Manafort var blandt andet tiltalt for at have skjult millioner af dollar, som han skal have modtaget for politiske konsulenttjenester i Ukraine.

Anklageren havde brugt mere end to uger på at præsentere sin sag.

Rick Gates, der var anklagerens hovedvidne i retssagen mod Manafort, afslørede tidligere på måneden adskillige opsigtsvækkende detaljer fra vidneskranken.

Gates fortalte blandt andet, at han i samarbejde med sin tidligere chef Manafort skjulte millioner af dollar i udenlandske bankkonti for at undgå at betale skat hos de amerikanske skattemyndigheder.

Samtidig indrømmede Gates, at han stjal hundredtusindvis af dollar fra Manafort i løbet af deres tætte samarbejde.

Sagen er den første sejr for den tidligere FBI-chef Robert Mueller. Mueller er blevet sat i spidsen for en efterforskning, der blandt andet skal klarlægge, hvorvidt medlemmer af Trumps kampagnestab samarbejdede med russiske agenter under valgkampen i 2016.

/ritzau/