Trumps advokat opfordrer Rumænien til mindre kamp mod korruption

Donald Trumps advokat Rudolph Guiliani har skabt diplomatisk ravage ved at blande sig i rumænsk politik.

Trumps advokat, Rudolph Giuliani, opfordrer Rumænien til mindre kamp mod korruption Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE SEGAR

USA's præsident Donald Trumps advokat Rudolph Giuliani er gået stik imod sit eget lands diplomati i Rumænien ved at opfordre landets præsident til at slække på kampen mod korruption. Det skriver en stribe internationale medier.

Rumænien har øget indsatsen mod korruption betydeligt siden 2014, hvor en uafhængig myndighed, DNA, har kørt tusindvis af sager, der har ført til domfældelse.

»Jeg skriver for at udtrykke mine bekymringer over skaden på retstilstanden, der bliver udført under dække af effektiv håndhævelse af loven.«

»Det skader direkte udenlandske investeringer i Rumænien,« skrev Giuliani til Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, ifølge Romania Insider.

Han fortsætter med at opfordre landet til at give amnesti til dømte. Dømte kan ikke blive præsident i Rumænien, og amnesti vil altså lade tidligere magtfulde og dømte rumænske politikere vende tilbage.

Det er uvist, hvorfor Rudolph Giuliani har valgt at opfordre Rumænien til at slække på sanktionerne og kampen mod korruption.

»(Brevet er red.) resultatet af lobbyarbejde startet af folk, der er interesseret i at forsvare personer, der har problemer med retssystemet,« sagde Rumæniens ambassadør i USA, George Maior, ifølge nyhedsbureauet AP.

Han er efterfølgende blevet undsagt af Rumæniens udenrigsministerium, der har kaldt ham hjem for potentielt at skade forholdet mellem de to lande.

USA's ambassade i Rumænien har modsat taget afstand fra Rudolph Giulianis brev og opfordrer Rumænien til at fortsætte kampen mod korruption i landet.

Samtidig kritiserer ambassaden den seneste udvikling i Rumænien, hvor chefen for DNA er blevet fyret, og der er stillet en række lovforslag, der skal mindske myndighedens muligheder for at efterforske korruption.

Det førte til store protester i Rumænien, hvor befolkningen demonstrerede mod korruption i regeringen og staten.