USA vil indføre en toldsats på 25 procent på alle biler, der ikke produceres i USA.
Det siger landets præsident, Donald Trump, onsdag aften dansk tid fra Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
- Det, vi kommer til at gøre, er (at indføre, red.) en told på 25 procent på alle biler, der ikke er fremstillet i USA. Hvis de er lavet i USA, er der absolut ingen told, lyder det fra præsidenten ifølge AFP.
Det gælder ifølge AFP både biler og lette lastbiler.
Den nye toldsats ventes at træde i kraft 2. april, og den er ifølge Trump "permanent".
Trump har også tidligere varslet, at han vil indføre en højere told på biler importeret til USA fra udlandet.
Han vil også indføre told på medicinalvarer og tømmer, lyder det onsdag aften.
Han mener, at "folk vil blive glædeligt overrasket over gengældelsestolden".
Ifølge Reuters lyder det samtidig fra en talsperson for Trumps administration, at forventningen er, at nye toldsatser vil resultere i over 100 milliarder dollar - over 694,5 milliarder kroner - i indtægter.
Siden Trump tiltrådte embedet i januar, har han indført told på en lang række varer fra blandt andet Kina, Mexico og EU.
Foruden de øgede toldafgifter på specifikke lande har Trump ligeledes lagt 25 procent told på stål og aluminium, der importeres til USA.
/ritzau/