Trump vil give milliarder til toldplagede landmænd

Arkivfoto: REUTERS/Jonathan Ernst/File Photo/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonathan Ernst

Trump-administrationen ventes tirsdag at meddele, at der er milliardstøtte på vej til de amerikanske landmænd, der bliver berørt af forhøjede toldsatser.

Det oplyser to kilder med kendskab til sagen til netmediet Politico. Andre kilder bekræfter oplysningen over for nyhedsbureauet AP.

Flere af USA's handelspartnere har indført ekstra told som reaktion på præsident Donald Trumps forhøjede toldsatser og den eskalerede handelsstrid med især Kina.

Da Trump lagde en ekstra told på kinesiske varer for 34 milliarder dollar, svarede Kina igen med at forhøje toldsatserne på sojabønner og svinekød, som landet importerer fra USA.

Ifølge Politico har planen om at give milliardhjælp til landmændene været under opsejling i flere måneder.

Formålet med hjælpen er at sikre, at landmænd og kvægavlere - som er en vigtig vælgergruppe for Trump og Det Republikanske Parti - ikke betaler en alt for voldsom pris for USA's handelsstrid med EU og Kina.

EU svarede i juni igen på Trumps forhøjede toldsatser ved at lægge en ekstra told på 25 procent på import af blandt andet amerikansk majs, ris, bourbon og jordnøddesmør.

/ritzau/