Trump vil alligevel lade USA blive i Nafta

USAs præsident, Donald Trump, har besluttet ikke at trække landet ud af handelsaftalen Nafta med Canada og Mexico.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

I stedet melder Trump ud, at aftalen skal opdateres med en hurtig forhandlingsproces.

Det skriver Financial Times.

I kølvandet på voksende kritik mod Trump for endnu ikke at have udført større lovmæssige gennembrud i de første 100 dage som præsident, skruer Trump nu op for blandt andet tiltag på handelsområdet.

I løbet af præsidentkampagnen kritiserede Trump Nafta skarpt og har fortsat med at klage over aftalen. Trump og regeringen har det seneste stykke tid ønsket at igangsætte genforhandlingerne, men processen bremses af den manglende udnævnelse af USA's handelsrepræsentant.

Både Mexico og Canada har erklæret sig klar til at påbegynde genforhandlingerne af Nafta. De to lande har desuden udtrykt frustration over den langsomme fremgang på grund af USA.

/ritzau/FINANS