Trump-tweet koster flyproducent 3,5 mia. dollar i markedsværdi

Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, skrev mandag på det sociale medie Twitter, at omkostningerne ved den amerikanske flyproducent Lockheed Martins F-35 kampfly-program var ude af kontrol.

Foto: TIMOTHY A. CLARY. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Reaktionen kunne direkte aflæses på selskabets aktiekurs, der tog et dyk på 4 pct., svarende til 3,5 mia. dollar i markedsværdi.

Det skriver den britiske avis The Independent.

Faldet i Lockheed Martins aktiekurs var kun midlertidigt, men giver et billede på investorernes følsomhed, når den kommende præsident udtaler sig om et specifikt selskab. Således var det Boeing, der stod for skud forrige uge, da Trump tweetede, at de nye Air Force One-fly var blevet alt for dyre.

Lockheed Martin afviser Donald Trumps kritik og mener, at de har gjort meget for at holde omkostningerne nede.

»Siden begyndelsen har vi investeret flere hundrede millioner af dollar for at reducere prisen på flyet med omkring 70 pct. af det oprindelige, og vi forventer besparelsen til at være 106,9 mio. dollar i 2019 og 2020,« siger Jeff Babione, der er chef for Lockheed Martins F-35-program, til The Independent.

Netop Lockheed Martins F35 var det vindende fly, da den danske stat tidligere i år skulle købe nye kampfly til det danske forsvar. En samlet pris for de 27 kampfly lød på godt 20 mia. kr.