Trump-sejr får Ukraines obligationer til at rasle ned

Ukraines euro-obligationskurser er faldet voldsomt, da det stod klart, at Donald Trump indtager Det Hvide Hus.

Foto: ROMAN PILIPEY.
Læs mere
Fold sammen

Renten på den toneangivende euroobligation steg torsdag til 9,1 pct. - et niveau, som gør det for dyrt for de fleste regeringer at låne penge, skriver Reuters.


Ifølge data fra Bloomberg blev den toneangivende obligation med udløb i 2026 handlet med en rente på 8,35 pct., før det amerikanske valg var afgjort.


Trump har under valgkampen rost Putin og kaldt ham en effektiv leder, og ukrainerne frygter nu, at USA dropper sin støtte til det krigshærgede land for i stedet at fostre et tættere forhold til Rusland.

Under nuværende præsident Barack Obama har USA og dets europæiske allierede iværksat økonomiske sanktioner over for Rusland, fordi Rusland i 2014 annekterede den ukrainske halvø Krim og fortsat støtter et prorussisk oprør i det østlige Ukraine .


- Ukraine vil klart blive opfattet som taber i dette valg. Markederne indpriser noget sandsynlighed for, at den geopolitiske situation i Ukraine kan blive mere rodet, siger Dmitri Petrov, strateg ved Nomura International, til Bloomberg News.


Euroobligationer er langsigtede obligationer i en anden valuta end udstederlandets egen - i Ukraines tilfælde typisk i euro eller dollar. Euroobligationer bliver ofte betragtet som et mere sikkert investeringsalternativ til aktiemarkedet, råvarer eller statspapirer udstedt med den ukrainske valuta, hryvnia.