Denne uge kan vi se frem til endnu en bølge af toldafgifter fra amerikansk hånd. 

Donald Trump vil – endnu en gang – forsøge at komme den skæve handelsbalance til livs og indfører blandt andet 25 procent straftold på alle biler, der importeres til USA.

Det kommer til at gøre ondt på alle, lyder advarslen. 

Det tyder på, at end ikke de amerikanske forbrugere slipper for at betale mere. Men det giver præsidenten tilsyneladende ikke meget for. 

Trump »kunne ikke være mere ligeglad« med, at bilpriserne i USA vil stige, sagde han til NBC News lørdag. 

Han fastholder stadig, at hans toldkrig vil være gavnlig på sigt. 

Direkte henvendt til amerikanske bilproducenter sagde Trump således:

»Beskeden er tillykke. Hvis du laver biler i USA, kommer du til at tjene mange penge. Hvis du ikke gør, skal du formentlig komme til USA, fordi hvis du laver biler her, vil der ikke være nogen toldafgift.«

Ifølge The Wall Street Journal skulle Trump på et telefonmøde i begyndelsen af marts have advaret topcheferne i en række amerikanske bilproducenter imod at hæve priserne efter indførslen af toldafgifter. 

Mødet blev istandsat fordi virksomhederne – deriblandt Ford, General Motors og Stellantis – netop var bekymrede for, hvad toldafgifterne ville betyde for dem.

Det afviser Trump dog i NBC News. 

»Nej, det har jeg aldrig sagt. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, om de hæver priserne, fordi folk vil begynde at købe amerikanske biler.«

Trump gentog mindst tre gange, hvor ligeglad han er. 

Efter interviewet har en repræsentant for præsidenten understreget over for NBC News, at han refererede til priserne på udenlandske biler. 

De nye toldafgifter forventes at blive præsenteret onsdag 2. april – som ifølge Trump vil være en »befrielsesdag« – og træde i kraft i maj.