Trump kan lamme spydspidser i dansk erhvervsliv – eksporten til USA mangler spredning

Den amerikanske økonomi betyder stadig mindre for den internationale økonomi, men for Danmarks økonomi er det lige omvendt. Den danske søtransport til USA og amerikanernes lyst til at bruge dansk medicin er lidt af en guldgrube for den danske økonomi.

»Danmark har et godt renommé i USA. Vi er relativt mange gange blevet nævnt i den amerikanske valgkamp,« siger Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen. Foto: Nordea
Læs mere
Fold sammen

Den samlede danske eksport af varer og tjenester til USA skyder i vejret og udgjorde sidste år 100 mia. kr. Det gør USA til Danmarks tredjestørste eksportmarked efter Tyskland og Sverige. Specielt i de seneste to år er det gået stærkt.

Der er 52.000 danske job direkte forbundet med vores eksport til det amerikanske marked, og Danmark har et stort plus på vores samhandel med amerikanerne, da vi ikke importerer ret meget fra USA.

»Danmark har et godt renommé i USA. Vi er relativt mange gange blevet nævnt i den amerikanske valgkamp. Vi har fokus på velfærdsstaten og det grønne. Det har givet et os et godt navn,« siger cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen og påpeger, at det usædvanlige ved vores USA-eksport er, at den er fordelt på relativt få varegrupper og tjenester.

Akilleshæl

Men den manglende diversificering i den danske eksport til USA kan også ende med at blive en akilleshæl.

Ifølge Philipp Schröder, der er professor på Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, kan den danske eksport til USA blive ramt særligt hårdt, hvis Donald Trump bliver præsident.

»Meget af Donald Trumps retorik har handlet om at beskytte enkelte sektorer i USA. Hvis man forestiller sig en situation, hvor eksempelvis amerikanske medicinalprodukter bliver favoriseret frem for danske, kan det ramme nogle af spydspidserne i dansk erhvervsliv,« siger han.

Her kan både den danske medicinalbranche og fødevaresektoren blive ramt uforholdsmæssigt hårdt, forklarer han.

Philipp Schröder understreger, at eksporten til USA skaber stor værdi til Danmark, ikke bare i form af de direkte indtægter fra eksporten, men også i form af afledte effekter som investering i forskning og udvikling.

»Hvis et af verdens største markeder isolerer sig fra verdenshandlen, bliver det mindre attraktivt for danske virksomheder at udvikle og forske i nye produkter, hvilket rammer investeringslysten i dansk erhvervsliv og dermed økonomien,« siger Philipp Schröder.