Trods mørkere udsigter bliver du forgyldt på din pensionsopsparing: Se her, hvem der klarer sig bedst

Landets næststørste pensionsselskab har opnået det højeste afkast nogensinde på pensioner til markedsrente i årets første ni måneder. Men det er en stakket frist. Udsigterne er mørkere.

Der er udsigt til, at der bliver lidt mindre pensionsopsparing til at nyde sit otium ved Cap Farat i Sydfrankrig – på trods af, at afkastene i år hidtil har været meget høje. Jens Nørgaard Larsen

Det kan godt være, at udsigterne for den globale økonomi er blevet ringere, men pengene er væltet ind på pensionsopsparingerne i årets første ni måneder. De bedste afkast ryger op i næsten 18 procent på de såkaldte markedsrentepensioner – pensioner uden garanti. I det hele taget er der rigtig mange danskere, der indtil nu i år har fået tocifrede afkast på deres pensionsopsparing.

Det står i modsætning til både de officielle fremtidsudsigter for pensioner, der netop er skruet ned, og 2018, hvor året som helhed endte med negative afkast på pensionsopsparingen for mange danskere.