Trendsales-stiftere vil gøre op med lyssky mellemmænd i virtuel våbenhandel

Tusindvis af unge gamere bliver snydt, når de køber og sælger virtuelle varer på internettet. Nu vil erfarne iværksættere bag den digitale markedsplads Trendsales gentage succesen og bygge en sikker handelsplads for virtuelle våben – og de har allerede skaffet 14 millioner kroner i investeringer.

Farverige knive, rifler og pistoler af plastik hænger på væggen bag iværksætteren Martin Lykke Suhr. Våbnene er blevet håndmalet et sted i Rusland og bestilt hjem til at pryde kontoret i Jernbanebyen i Københavns Sydhavn.

Legetøjet er fysiske kopier af værdifulde våben, der kun eksisterer i et virtuelt univers i et computerspil. Et univers, som har dannet grundlag for et ureguleret milliardmarked på internettet, hvor børn og unge risikerer at blive snydt for deres sparepenge.