Tre it-selskaber udvalgt til millardaftale

Et langt forarbejde mundede tirsdag ud i valget af tre selskaber, der kan levere it-systemer på en rammeaftale til hele det offentlige system i Danmark. De tre er valgt til at levere systemer til elektronisk sagsbehandling inden for det offentlige.

Efter det lange udskilningsløb blandt mulige leverandører kunne det offentlige via projektet Digital Forvaltning vælge at skrive kontrakt med mellem én og tre leverandører, men man valgte at indgå kontrakt med samtlige finalister.

De tre udvalgte selskaber er CSC Danmark, Accenture og Software Innovation. CSC arbejder sammen med Scanjour og PLS Rambøll Management, mens Accenture har et samarbejde med Rambøll Informatik og Traen. Software Innovation er den danske del af en norsk it-koncern og har haft den fordel, at de danske standarder har skævet kraftigt til en tilsvarende norsk.

Det er unikt for Danmark, at hele den offentlige sektor, ministerier, amter og kommuner, er gået sammen om en fælles løsning. For at få projektet godt i gang skal 11 såkaldte "særtog" sendes af sted først med de nye systemer. Det drejer sig om fem kommuner, to amter, tre ministerier og Bornholms regionskommune.

/ritzau/