Det lykkedes ikke i 2024, men nu prøver man igen at lokke energiselskaber til at investere i havvindmølleparker i dansk farvand.
Energistyrelsen har torsdag sendt tre havvindparker fra dengang i udbud - denne gang med vilkår, der skulle være mere spiselige for de selskaber, der er interesserede.
- Vi har lyttet grundigt til markedet og skruet udbuddene sammen, så de tager højde for de usikkerheder, som branchen selv har peget på.
- Så jeg vil nu se frem til havvindmølleopstillernes bud, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
Det drejer sig om to områder i Nordsøen vest for Ringkøbing Fjord og et område syd for Kattegat-øen Hesselø.
Denne gang garanterer staten en mindstepris for den strøm, som havvindmøllerne producerer.
Dermed reduceres risikoen for, at energiselskaberne sætter penge til på at producere strøm, de må forære væk på tidspunkter, hvor strømprisen er nul eller negativ.
En politisk aftale har sat et loft på 55 milliarder kroner til denne form for støtte. Energistyrelsen skønner dog, at støttebehovet for de tre parker ligger på omkring det halve.
Samtidig er der slækket på størrelsen af den bod, som vinderne af udbuddet skal betale, hvis ikke parkerne som forventet er i drift i henholdsvis 2032 og 2034.
Forventningen er, at de tre parker får en minimumskapacitet på sammenlagt 2,8 gigawatt og dermed kan levere strøm svarende til tre millioner husstandes forbrug.
Der er allerede opført 2,7 gigawatt havvind i Danmark, og når Thor Havvindmøllepark ud for Thorsminde i Vestjylland er færdig, lægges der yderligere én gigawatt oven i den kapacitet.
Budfristen for to af havvindparkerne ligger allerede i det kommende forår, mens man kan vente til efteråret 2028 med at byde ind på den sidste.
/ritzau/
