Travle skibe øger Danmarks energiforbrug

En stigning i aktiviteten blandt danske selskaber med transport i udlandet øger dansk energiforbrug.

Den danske skibsbranche trækker det danske energiregnskab op, viser Danmarks Statistiks energiregnskab. (Arkivfoto). Darrin Zammit Lupi/Reuters Fold sammen
Læs mere

Igen i 2018 steg energiforbruget blandt danske virksomheder og husholdninger, viser Danmarks Statistiks energiregnskab.

Stigningen hænger sammen med, at der er gang i hjulene. Det er især i de dele af erhvervslivet, der har med transport i udlandet at gøre, hvor energiforbruget er steget.

Det er selskaber med biler, skibe eller fly i udlandet, der er omfattet af den kategori. I alt udgør den del af dansk erhvervsliv 40 procent af det samlede energiforbrug.

Trækker man den del af erhvervslivet fra, er der marginale fald i energiforbruget i resten af erhvervslivet samt husholdningerne.

Fordi energiforbruget tit hænger sammen med, om det går godt eller skidt med økonomien, måler Danmarks Statistik også, hvor meget energi der forbruges kontra, hvor mange millioner kroner der føjes til bruttonationalproduktet (bnp).

Bnp er værdien af alle de varer og serviceydelser, der bliver produceret, fratrukket værdien af de råvarer, der er blevet brugt til at producere dem.

Danmark har siden 2010 formået at bruge 17,5 procent mindre energi på det, der svarer til det samme bruttonationalprodukt. Bedst stod det til i 2014. Siden da har den økonomiske vækst været mindre energieffekt.

»Det skyldes især det øgede energiforbrug til dansk international skibstransport, som er en energiintensiv branche,« skriver Danmarks Statistik.

Fjerner man den internationale transport fra regnskabet, er den økonomiske vækst i Danmark stadig blevet mere energieffektiv siden 2014.

/ritzau/