Transportministeriet går i åben krig med Københavns Kommune om løbehjul og udlejningscykler

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet går nu direkte ind og blander sig Københavns Kommunes forsøg på at få smidt el-løbehjul og cykler til udlejning på delebasis ud af byen. Ministeriet kritiserer kommunens tolkning og anvendelse af vejloven, og opfordrer kommunen til at finde løsninger, så udlejerne kan operere i byen.

Københavnerne har taget godt imod de nye el-løbehjul. Her er det et løbehjul fra den svenske opstartsvirksomhed Voi, som på mindre end to måneder har fået 50.000 brugere i København. Nu kommer Transportministeriet Voi og de øvrige udlejere til hjælp. Søren Bidstrup

Sagen om udlejning af el-løbehjul og delecykler i København tager nu en helt ny drejning. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet går nemlig nu ind i den aktuelle sag om påbud til tre virksomheder, der udlejer løbehjul og delecykler til fordel for virksomhederne.

Transportministeriet, der har Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance som minister, er langt fra enig med Københavns Kommune i den måde, kommunen tolker og anvender vejlovens paragraf 80 og 81. Det fremgår af et tre et halvt sider langt brev, som Transportministeriet har sendt til kommunens Teknik- og Miljøforvaltning i fredags, og som Berlingske har fået udleveret søndag.