Transatlantisk kæmpefusion i advokatbranchen

Stadig mere internationalt orienterede kunder får nu engelsk og amerikansk advokatfirma til at skabe transatlantisk gigant.

Advokatbranchen tog et stort skridt fremad mod internationaliseringen, da bestyrelserne i det engelske advokatfirma DLA og amerikanske Piper Rudnick godkendte beslutningen om at fusionere.

Dermed skaber de det første transatlantiske advokatfirma med over 1.000 advokater på begge sider af Atlanten. Selv om det ikke dermed bliver verdens største, bliver det formentlig det mest internationale af de store advokatfirmaer.

6.000 ansatte
Internationaliseringen er kommet sent til advokatbranchen, der historisk har været mere lokal end de fleste brancher. Men i takt med, at advokaternes kunder - selskaberne - er blevet stadig mere globale, er der også opstået et behov for at kunne købe stadig flere juridiske ydelser fra den samme advokat. Det er i hvert fald rationalet bag sammensmeltningen af de to selskaber.

Fusionen er den største siden amerikanske Clifford Chance købte Rogers & Wells og skabte verdens største advokatfirma. Den vil ifølge iagttagere kunne skabe en ny bølge af internationale fusioner blandt større advokatkontorer, der er bange for at blive agterudsejlet.

Det nye selskab vil hedde DLA Piper Rudnick Gray Cary, da Piper Rudnick også lige har købt det amerikanske advokatkontor Gray Cary. Det vil have 6.000 ansatte og en omsætning i omegnen af én milliard dollar. Det nye firma vil være verdens sjettestørste advokatfirma.