Træder Murdoch virkelig tilbage?

Den 84-årige giver virksomheden videre til sønnerne. Måske.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: OLIVIA HARRIS

Rygterne løber meget stærkt lige nu. Den 84-årige Rupert Murdoch har tænkt sig at udnævne en af sine sønner, James Murdoch, til ny administrerende direktør for 21. Century Fox – et af USAs helt store medieselskaber inden for film og TV. Hvis rygtet taler sandt, så vil James Murdoch blive den nye stærke leder af milliardselskabet, dog med den lille tilføjelse, at både Rupert Murdoch og hans bror Lachan Murdoch får væsentlig indflydelse på selskabet som henholdsvis formand og næstformand for selskabet.

Så kritikerne af den magtfulde mediemogul siger, at Murdoch endnu engang har skabt opmærksomhed omkring sit selskab, har omrokeret og forbliver i øvrigt som den dominerende frontfigur i selskabet så længe han magter det. Og som kritikerne siger, også et godt stykke tid derefter.

For det er ikke mange venner, Murdoch har, og ud over skandalerne i Storbritannien med hackningen af kendtes telefoner og med hans tabloidavis News Of the World i hovedrollen, så har en intern familiefejde altid sat en stopper for Murdochs planer om at få placeret sin nære familie i topposterne i virksomheden. Ifølge USA Todays Michael Wolff, som har fulgt Murdoch i mange år, så forsøgte han først at få sin datter, Elisabeth Murdoch, placeret i firmaet. Men hun forlod det tilbage i 1990erne. Så blev det Lachlan Murdochs tur, og han forsvandt i 2005, og så kommer James Murdoch, som ifølge Wolff nødtvunget måtte flygte til USA, da jorden brændte under ham i Storbritannien. Han var chef for News Corp.s britiske afdeling og var således ansvarlig for den hackingaffære, der blev den største medieskandale nogensinde i britisk historie.

Så alle i hans nære familie er om bord i Murdochs imperium igen, og den gamle Murdoch sidder stadig for bordenden, uanset hvem der bliver CEO, som Wolff sarkastisk udtrykker det.

Men der er også flere, der siger, at Rupert Murdoch er så ulidelig at være sammen med, at selv hans nære familie flygter fra ham. Han er omklamrende og ringer sine børn op flere gange om dagen. Ikke for at høre, hvordan det går, men for at sikre sig, at de ikke laver noget bag hans ryg. Derfor bor Lachlan Murdoch i Australien for at være på afstand, og selv om det lykkedes for Murdoch at hente sin datter tilbage til virksomheden ved at opkøbe hendes TV-selskab Shine, så skrider hun ifølge flere aviser nu, fordi hun er sur på James Murdoch. Rent ud sagt en familiemæssig rodebutik.

Det har heller ikke forbigået Wall Street, og der har været lidt uro på aktiefronten, fordi man rent ud sagt er bekymret for, at James Murdoch med hacking-skandalen i baggagen skal være den, der måske med tiden afløser sin far. James Murdochs rygte er totalt flosset efter skandalerne, og han har simpelthen ikke været lagt på is længe nok til, at hæderlige forretningsfolk har lyst til at se ham i frontsædet. På den anden side handler man jo med Rupert Murdoch, som trods alt også havde et ansvar. Men det var James Murdoch, ansvaret hvilede på, da skandalerne og skeletterne raslede ud af skabene i den britiske afdeling af imperiet.

Som en af kritikerne siger: »Det kan godt være, at Rubert Murdoch træder tilbage formelt set. Men han er der endnu. Og hvis ikke han er der, så er det en anden Murdoch. Navnet er langtidsholdbart.«