Trådløst bynet lukket efter disput

Spanske telemyndigheder tvinger Barcelonas bystyre til at lukke trådløst net, der gav adgang til offentlige tjenester.

Et stort, trådløst net, som gav Barcelona-borgerne mulighed for gratis at bruge offentlige netsider, er blevet lukket af de spanske konkurrencemyndigheder. Nu er andre trådløse net i fare.

Alle i den nordøstspanske by kunne fra en bærbar eller håndholdt computer gratis koble sig på Sensefils-nettet (det betyder »trådløst« på lokalsproget catalansk) og dermed bruge 60 udvalgte netsteder med oplysninger og offentlige tjenester. Sensefils blev lanceret i januar i år og dækkede elleve områder af Barcelona, skriver EU-nyhedstjenesten eGovernment News.

Men de spanske telemyndigheder fandt det konkurrenceforvridende, at bystyret drev netvirksomhed og krævede i maj, at byen blev registreret som teleudbyder. Ellers måtte der ikke bruges offentlige midler på den trafik.

Nu er nettet lukket, mens byrødderne overvejer mulige alternativer. Også andre steder i Spanien har konkurrencemyndighederne grebet ind mod de gratis net, der nu er lukket, selv om bymyndighederne mener, at de blot leverer borgerservice.

I mellemtiden skyder nye bynet op overalt. Alene i delstaten Catalonien skal omkring 80 kommunale, trådløse net være i drift.