Totalkredits administrerende direktør, Maiken Moltke Olesen, forlader sin stilling fra dags dato.

Det skriver realkreditinstituttet, der er en del af Nykredit-koncernen, i en børsmeddelelse mandag formiddag.

Det sker på baggrund af en fælles aftale og på basis af Maiken Moltke Olesens ønske om at afsøge nye udfordringer uden for koncernen, står der i meddelelsen.

- Efter det bedste resultat for første halvår har Totalkredit aldrig stået stærkere. Det er jeg glad og stolt over, siger hun i meddelelsen.

- Tiden er nu rigtig for mig til at afsøge nye udfordringer. Jeg vil gerne takke alle de dedikerede kolleger i Nykredit-koncernen, i Totalkredit og i pengeinstitutterne i Totalkredit-samarbejdet.

Michael Rasmussen, der både er topchef i Nykredit og formand for Totalkredit, siger, at Maiken Moltke Olesen har udført sit job med stort engagement, og at hun forlader et moderniseret selskab.

På den baggrund takker han hende for indsatsen og byder på samme tid den nye administrerende direktør velkommen.

Det er Iben Rohde, der i dag har ansvaret for Totalkredits forretningsudvikling, som overtager rollen.

- Iben Rohde træder ind i jobbet med ledelsesmæssig dygtighed samt et solidt kendskab til Totalkredit, siger formanden i mandagens børsmeddelelse.

Totalkredit er den største udbyder af realkreditlån herhjemme med en markedsandel på omkring 50 procent.

Totalkredit er en del af Nykredit-koncernen, der for en stor dels vedkommende er kundeejet gennem Forenet Kredit, ligesom en række pensionsselskaber også ejer en bid af selskabet.

Forenet Kredit bruger en stor del af sit udbytte fra ejerskabet på at give sine medlemmer rabat på bidragsbetalingen, de såkaldte Kundekroner.

RITZAU