Torsdagens obligationer: Stort set uændret rente efter udsving

. Bevægelserne i renten på det danske obligationsmarked torsdag var relativ beskedne.

PMI-målingen for eurozonen landede på 51,8 mod 51,5 måneden før. Det kom bag på økonomer, der havde ventet aftagende aktivitet og et fald til 51,2. Såvel underindekset for industri- som for servicesektoren overraskede positivt og signalerede, at det ikke står helt så sløjt til vækstmæssigt som frygtet. Også i Tyskland overraskede PMI-målingen positivt.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg op til og efter offentliggørelsen, men faldt så lidt tilbage igen.

Eftermiddagens amerikanske buket af nøgletal påvirkede ikke renten væsentligt. PMI-indeksene skuffede, mens ledende indikatorer overraskede positivt.

Ved lukningen af det danske marked var renten minus 0,62 pct. - 1 basispoint højere end onsdag. I dagens løb svingede den mellem minus 0,59 pct. og minus 0,66 pct.

De amerikanske indkøbschefer havde i august et mere pessimistisk syn på aktiviteten i den amerikanske økonomi, end tilfældet var i måneden før.

Det var særligt det amerikanske indeks for service overraskede negativt. Det blev opgjort til 50,9 i august mod økonomernes forventning om 52,8 ifølge Bloomberg News. For industrisektoren landede PMI på 49,9 mod ventet 50,5. og 53,0 måneden før.

De ledende indikatorer i USA steg med 0,5 pct. i juli, hvilket var mere end ventet. Konsensus var ifølge Bloomberg News en fremgang på 0,3 pct.

Fredag vendes fokus vendes mod Wyoming, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder sin årlige Jackson Hole-konference, hvor de nuværende udfordringer for den monetære politik er temaet.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk