Torsdagens aktier: Coronavirus og Ørsted bidrog til sur stemning

Ørsted måtte torsdag notere en negativ kursreaktion efter præsentationen af sit regnskab for fjerde kvartal, og dermed bidrog den indekstunge energiaktie sammen med transport aktier som Mærsk og DSV Panalpina til et samlet fald i C25-indekset til 1274,98 - eller med 1,6 pct. i forhold til onsdagens slutniveau.

Generelt var det danske aktiemarked - som det globale aktiemarked - belastet af udbredelsen af det kinesiske coronavirus. Fold sammen
Læs mere
Foto: RUNGROJ YONGRIT

Generelt var det danske aktiemarked - som det globale aktiemarked - belastet af udbredelsen af det kinesiske coronavirus.

Ørsted lukkede 2,3 pct. lavere i 727,40 kr., og helt indlysende set i forhold til regnskabet forekommer det måske ikke.

»Regnskabet lever nogenlunde op til forventningerne. Aktien har også haft en rigtig fin bevægelse frem til nu, men regnskabet som sådan er jo ikke brændstof til noget nyt«, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

»Men fornemmelsen, når man taler med investorerne, er jo, at man godt kan lide Ørsted på den lang bane«, tilføjer han.

Ørsted fik i fjerde kvartal en omsætning på 18,7 mia. kr., et driftsoverskud på 4613 mio. kr. og et nettooverskud på 925 mio. kr. Blandt analytikerne var der ifølge estimater indsamlet af selskabet selv ventet en omsætning på 22,9 mia. kr., et driftsoverskud på 4066 mio. kr. og et nettooverskud på 2218 mio. kr.

Forventningerne til 2020 er fra Ørsteds side er et driftsoverskud på 15-16 mia. kr., mens analytikernes estimat lå på 19,6 mia. kr., men størstedelen af forskellen kan henføres til divergerende forudsætninger med hensyn til effekten af partnerskabsaftaler.

MINUS TIL TRANSPORT

For de konjunkturfølsomme aktier i DSV Panalpina og Mærsk gav dagen fald på henholdsvis 3,6 pct. til 738 kr. og på 3,1 pct. til 8050 kr. for Mærsk's B-aktie. Og her spiller coronavirusset tydeligvis ind, mener Martin Munk.

»Det er olierelaterede aktier og transportaktier, der falder, og herhjemme kan du tage Mærsk og DSV Panalpina som de mest oplagte emner« påpeger han.

Ifølge senioraktierådgiveren er markedet optaget at det tempo, coronavirusset spreder sig med, og i Jyske Bank mener man at kunne konstatere et aftagende tempo hen over ugen.

Men omvendt ses der nu blandt andet fabrikslukninger som reaktion på virusset.

»Og det får videre konsekvenser for dem, der er kunder, og sådan kan de få betydning tilbage i forsyningskæden,« bemærker Martin Munk.

I toppen af C25 steg Chr. Hansen 1,2 pct. til 496,30 kr. uden selskabsspecifikt nyt. Men aktien er kendt som en defensiv aktie, investorerne kan ty til, når bekymringer præger markedet.

Helt i bunden af C25 faldt Simcorp 5,3 pct. til 754 kr. Handelsbanken vurderer ifølge Bloomberg News, at aktiekursen er steget til multipler, der ikke er rimelige, og derfor ser finanshuset risiko for et kursdyk på 25 pct.

VESTAS TRYKKET AF SVAGE MELDINGER FRA RIVAL

Vestas blev torsdag påvirket af en nedjustering fra konkurrenten Siemens Gamesa, som sent onsdag aften meldte om store tab i første kvartal af regnskabsåret 2019/20 og nedjusterede forventningerne til hele året.

Projektforsinkelser i første regnskabskvartal har givet Siemens Gamesa ekstra omkostninger på 150 mio. euro og ført til et underskud på 174 mio. euro ifølge en foreløbig opgørelse.

Vestas-aktien faldt 3,1 pct. til 668 kr.

Blandt de øvrige selskabsnyheder kunne Novozymes oplyse om et nyt samarbejde med franske Carbios om fremstilling af enzymer til bionedbrydeligt plastik. Aktien faldt alligevel 0,4 pct. til 348,70 kr.

Nordea kunne onsdag aften fortælle, at Nina Arkilahtitil er udnævnt til chef for afdelingen for bankens erhvervskunder fra 1. august.

Og torsdag kunne banken bekræfte, at Ian Smith afløser Christopher Rees som finansredaktør. Ian Smith kommer fra en tilsvarende stilling i Virgin Money, som han fortsætter i det næste stykke tid. Nordea-aktien faldt 1,9 pct. til 52,93 kr.

Alm. Brand præsenterede torsdag morgen regnskab for 2019, hvor resultatet efter skat svandt ind til 452 mio. kr. fra 569 mio. kr. året forinden.

Selskabet har i samme ombæring annonceret, at der skal skæres 120 stillinger væk. Aktien faldt 1,3 pct. til 61,95 kr.

JUSTERINGER I STIMEVIS FRA ANALYTIKERNE

Norske ABG Sundal Collier løftede sin anbefaling af Novo Nordisk-aktien til "køb" fra "hold", og kursmålet er hævet til 454 kr. fra 360 kr. Men aktien faldt 0,8 pct. til 410,70 kr.

SEB sænkede sin anbefaling af Sydbank til "sælg" fra "hold". Kursmålet for aktien, der torsdag faldt 1,4 pct. til 145,30 kr., blev sænket til 129 kr. fra 133 kr.

DNB har desuden løftet sit kursmål for aktien i ALK-Abelló til 1900 kr. fra 1550 kr. Men aktien faldt 1,5 pct. til 1814 kr.

NNIT-aktien faldt 0,8 pct. til 104,60 kr., efter at SEB sænkede sin anbefaling af aktien til "sælg" fra "hold" og reduceret kursmålet til 86 kr. fra 87 kr. Omvendt løftede Danske Bank sit kursmål for aktien til 110 kr. fra 100 kr.

Danske Bank hævede også kursmålet for Bavarian Nordic - til 280 kr. fra 250 kr. - og bevarede købsanbefalingen. Akten steg 2,4 pct. til 216,90 kr.

Skjern Bank oplyste i sit årsregnskab for 2019 ud på eftermiddagen, at der ventes fald i basisresultat i 2020 efter en pæn fremgang i 2019. Reaktionen var et fald for aktien på 1,7 pct. til 67,80 kr.

Luftfartsselskabet SAS oplyste, at det har suspenderet alle fly til og fra Shanghai og Beijing som følge af coronavirus. Aktien faldt 1,7 pct. til 9,71 kr.

/ritzau/FINANS