Topdanmark-moderselskab øger omsætning og overskud
Sampos forsikringsindtægter og nettoresultat steg i andet kvartal, hvor også investeringerne gav et plus.
Sampos forsikringsindtægter og nettoresultat steg i andet kvartal, hvor også investeringerne gav et plus.
Et kvartal uden større vejrmæssige udfordringer end aprilstormen Dave betyder, at den nordiske forsikringskoncern Sampo onsdag morgen kan præsentere bedre finansielle resultater end i samme periode sidste år.
Sampo, der blandt andet ejer If Forsikring og Topdanmark, hævede forsikringsindtægterne med fem procent til 2437 millioner euro i andet kvartal, og nettoresultatet voksede ligeledes med fem procent til 462 millioner euro.
Samtidig betød udviklingen på finansmarkederne, at selskabets investeringer gav et afkast på 360 millioner euro.
Ifølge regnskabet er der især fremgang inden for personforsikringer, herunder sundhedsforsikringer. Det er også tilfældet i datterselskabet If.
- Flere virksomheder er blevet opmærksomme på, at medarbejdernes sundhed og trivsel har stor betydning for både den enkelte arbejdsplads og samfundet som helhed.
- Udviklingen flugter med det fokus på sundhed, som vi gennem flere år har set blandt vores privatkunder, siger Morten Thorsrud, der er koncernchef i Sampo Group.
Stormen Dave var den første aprilstorm herhjemme i 29 år og ramte særligt Nordjylland. Den resulterede i tusindvis af skader både i Danmark og Sverige.
Sampo var i mange år storaktionær i Topdanmark med en ejerandel på lige under 50 procent.
Selskabet fremsatte i 2024 et ombytningstilbud til de øvrige aktionærer, der kunne bytte deres Topdanmark-aktier til Sampo-aktier.
Tilbuddet betød, at Sampo endte med 92 procent af Topdanmark-aktierne, hvorefter selskabet tvangsindløste de sidste aktier og afnoterede selskabet fra Børsen.
Samtidig blev selskabet noteret på fondsbørsen i København, ligesom aktien også kan handles i Finland og Sverige.
RITZAU