Topchefer: Velfærdsudspil er ikke nok

Selv om erhvervslivet generelt roser regeringens udspil til en velfærdsreform, er forslagene alligevel utilstrækkelige, lyder det fra en række topchefer i dansk erhvervsliv. Derfor er politikerne nødt til at tage hul på nye reformer igen om få år, lyder det.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Allerede om få år bliver politikerne nødt til igen at tage fat på at gennemføre nye reformer af velfærdssamfundet. Regeringen udspil løser nemlig ikke alle de problemer, som velfærdssamfundet står over for i de kommende årtier.

Sådan lyder det fra en række topchefer i dansk erhvervsliv.

Formanden for forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension, administrerende direktør i Codan, Jens Erik Christensen, mener, at regeringen forpasser en historisk mulighed.

»Det er jo ikke hvert år, at man har en Velfærdskommission, der kommer med et udspil og dermed skaber grobund for at diskutere omfattende velfærdsændringer. Det kan man ikke tage op hvert år, for det er stemningen og den politiske dagsorden ikke til. Derfor er det lidt synd, at man forspilder denne her lejlighed. Det kunne godt være mere ambitiøst,« siger Jens Erik Christensen om regeringen velfærdsudspil.

»Det virker lidt som om, regeringen ikke helt har løftet udfordringen med den fremtidige finansiering af vores velfærdssamfund. Der er stadigvæk en stor manko. Det har den konsekvens, at man på ny må tage fat,« fastslår Codan-direktøren.

En halvbagt kage
Også erhvervsmanden Asger Aamund, grundlægger af virksomhederne NeuroSearch og Bavarian Nordic, peger på, at politikerne er nødt til snart at trække i arbejdstøjet igen. Oplægget til den kommende velfærdsreform er simpelthen ikke tilstrækkeligt til at løse fremtidens samfundsproblemer, mener han.

»Det er en halvbagt kage, som regeringen kommer med,« siger han.

»Hvis vi skal sikre, at Danmark også er et velstandssamfund om 15 år, som blandt andet skal finansiere at 40 procent af befolkningen er over 60 år, så kræver det tre ting: En massiv investering i forskning, en iværksætterpakke, der ansporer, at vi får 3.000-4.000 nye virksomheder op at stå og en skattereform, der kan løfte en betydelig del af overførselsindkomstmodtagerne over på aktiv beskæftigelse i løbet af en halv generation,« siger Asger Aamund.

Det er især manglen på skattelettelser, som erhvervslivet har svært ved at forlige sig med i regeringens udspil. Noget, som politikerne er nødt til at tage hånd om, mener topchef i Danske Bank, Peter Straarup.

»Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at der er behov for at lave noget på skattesiden. Skatten på løn skal nedsættes,« siger Peter Straarup.

Koncernchef i verdens førende leverandør af udstyr til cementindustrien, FLSmidth, Jørgen Huno Rasmussen peger på, at det næsten er umuligt at tiltrække medarbejdere fra USA til Danmark på grund af for høje skatter.

»Jeg er enig i, at det er vigtigt at gøre noget ved skatten. I dag kan vi jo ikke lokke de højtuddannede udlændinge til Danmark på grund af det høje skattetryk,« siger Jørgen Huno Rasmussen.

Behov for en skattereform
Dan Boyter, som er direktør i Pressalit Group A/S og formand for Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere, erkender, at skattelettelser ikke stod på Anders Fogh Rasmussens velfærdsmenu.

»Skattestoppet er godt nu, men det bliver det ikke ved med at være. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi sikrer, at man får mere ud af at være i arbejde, og hvordan iværksættere får mere ud af at være iværksættere. Det er derigennem, vi skal skabe vores velfærd i fremtiden. Så politikerne skal følge velfærdsreformen op med en skattereform,« siger han.

Administrerende direktør Karin Verland fra Pfizer peger på, at regeringen kommer til at forholde sig til, hvordan de ældre kan klare sig længere på arbejdsmarkedet.

»Alle statistikker viser, at vi får en større byde på sundhedssektoren om nogle år, og jeg kan ikke se i regeringens udspil, hvordan den vil finansiere det,« siger Karin Verland.

Koncernchef Stine Bosse, Tryg Vesta Gruppen:

»Jeg synes faktisk, at regeringen spiller rimelig ambitiøst ud. De tilpasser systemet, så bukserne holder på velfærdsmodellen. Men det er utopisk at forestille sig, at man kan ramme helt rigtig på 30-40 års sigt. Borgerne må indrette sig på, at der kommer finjusteringer,« siger Stine Bosse, der også var medlem af Velfærdskommissionen.

Hun mener, at regeringen har lagt sig på et fornuftigt niveau, når det gælder om at øge tilbagetrækningsalderen.

Samme mening har Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen.

»Det er meget fint, at man hæver efterlønnen fra 60 til 63 år, men jeg synes, at indfasningsperioden er meget lang,« siger Allan Søgaard Larsen.moh@berlingske.dk

anb@berlingske.dk