De rejsende har i høj grad bestilt deres ferier i sidste øjeblik. Det har haft en negativ indflydelse på indtjeningen i den danske del af rejseselskabet Tui.

Det skriver Tui Danmark i årsregnskabet for det skæve regnskabsår 21/22, som blev offentliggjort mandag eftermiddag.

Det var ifølge rejseselskabet især usikkerhed forbundet med krigen i Ukraine, som fik kunderne til at udskyde rejsebeslutningerne i sommerferien til sidste øjeblik. Det førte til lavere overskudsgrad for sommersæsonen.

TUI fik i regnskabsåret et underskud på 32,3 millioner kroner. Selskabet havde forventet et underskud på omkring 11 millioner kroner.

Derfor betegnes årets resultat af ledelsen som "stærkt utilfredsstillende, trods de udfordringer selskabet havde i både vinter- og sommersæsonen".

Også covid-19 spillede en rolle i løbet af vinteren i regnskabsåret. En ny variant i november 2021 medførte aflysninger og restriktioner til en række af selskabets vinterdestinationer, herunder Mexico, Thailand og De Canariske Øer.

På trods af det utilfredsstillende resultat, kan Tui glæde sig over et stigende salg. Omsætningen endte på 1,2 milliarder kroner, hvilket er næsten fire gange så meget som året før.

Ikke siden regnskabsåret 15/16 har omsætningen i den danske del af Tui været så høj. Her endte den på 1,33 milliarder kroner.

I indeværende regnskabsår der løber fra efteråret 2022 og et år frem, forventer rejseselskabet et væsentligt bedre resultat. Her forventer Tui Danmark et overskud på 10-20 millioner kroner.

/ritzau/