Tobakslobbyist i angreb på kendte radioværter: »Det er ubegavet«

Den populære radio- og TV-personlighed Esben Bjerre er røget i infight med tobakslobbyisten Christopher Arzrouni i kølvandet på debat om priserne på cigaretter.

Peter Falktoft og Esben Bjerre fører ifølge tobakslobbyisten Christopher Arzrouni en ubegavet debat på Twitter, hvor Esben Bjerre kræver svar fra Arzrouni på en række kritiske spørgsmål om hans arbejdsgiver, Phillip Morris. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Philip Morris og tobaksindustrien har været i modvind den seneste uge, efter DR kunne berette, at adskillige tobaksproducenter har sat priserne ned på deres produkter. Det sker på trods af en afgiftsstigning på cigaretter, der trådte i kraft fra 1. april 2020.

Philip Morris sælger således en pakke Marlboro for 41 kroner, selvom den efter 1. april skulle koste 55,5 kroner. I den endnu billigere ende udbyder tobaksproducenten også Skjold-cigaretter til 38,5 kroner. De skulle efter afgiftsstigningen have kostet 53 kroner.

Christopher Arzrouni er kommunikationschef for Philip Morris. Han fortæller, at tobaksproducenten går ind for prisstigninger, men er blevet fanget i en priskrig, som de ikke ønsker.

»Vi er kede af den nuværende priskrig, som skyldes, at en producent ikke har overholdt reglerne,« siger han.

Philip Morris står i den særlige situation, at de ifølge Christopher Arzrouni arbejder for at få folk til at holde op med at ryge. Det er på trods af, at de netop har sat prisen ned på deres cigaretprodukter.

»Vi mener, at rygerne skal have en tilskyndelse til at droppe cigaretter, men at de skal have muligheden for at vælge mindre skadelige produkter – såsom opvarmet tobak og e-cigaretter.«

Og nu er Christopher Arzrouni så kommet i modvind på Twitter, hvor den populære radio- og TV-vært Esben Bjerre har stillet tobakslobbyisten en række kritiske spørgsmål, som han indtil videre ikke har svaret på.

Twitter-krig

Spørgsmålene kom i kølvandet på Christopher Arzrounis invitation til Esben Bjerre og Peter Falktoft om at besøge Philip Morris til en dialog om problemstillingerne i tobaksindustrien. Det har Esben Bjerre dog imidlertid afvist på Twitter.

»Det kan ikke lade sig gøre at have en fornuftig diskussion på Twitter. De fører et korstog mod tobaksindustrien, og det skal de have lov til, men debatten bliver ubegavet,« siger Christopher Arzrouni, der håber, at makkerparret vil komme på besøg.

Esben Bjerre og Peter Falktoft er kendte kritikere af tobaksindustrien. Det kommer særligt til udtryk i deres podcast »Her Går Det Godt« og på deres private Twitter-profiler.

Efter Christopher Arzrouni mindede det populære mediemakkerpar om deres invitation hos Philip Morris, stillede Esben Bjerre i stedet fem spørgsmål, som han indtil videre ikke har fået svar på. Og det kommer han sandsynligvis heller ikke til.

»De vil jo have, at jeg skal besvare en masse spørgsmål om ting, jeg ikke har noget med at gøre. Det er det samme, som hvis du kun vil tale med mig, hvis jeg først forklarer dig, hvorfor månen er lavet af grøn ost. Det kan jeg ikke forholde mig til,« siger Christopher Arzrouni og tilføjer:

»Mit mål er at have en fornuftig diskussion, og derfor har jeg tilbudt dem et møde, hvor vi kan have en dialog om det.«

Men den invitation takker Esben Bjerre altså nej til. Han skriver på Twitter:

»Ok. "Tak" for invitationen til en gratis omgang photo-opp for jer. Hvis du vil være sød at forklare helt præcist, hvad det er, du forestiller dig vi skal mødes og tale om?«

Gået i hårdknude

Christopher Arzrouni ønsker ikke at føre debatten på Twitter, men fortæller i stedet til Berlingske, at han ikke har planlagt, hvad der skal tales om, hvis Esben Bjerre og Peter Falktoft alligevel kommer på besøg.

»Jeg tilbyder et møde, hvor de må spørge om, hvad de vil. Så skal vi nok efter bedste evne forsøge at svare på det.«

Esben Bjerre fortæller i et skriftligt svar til Berlingske, at han vil have afsluttet diskussionen på Twitter, fordi det var her, Christopher Arzrouni skrev om ham og Peter Falktoft.

»Det var Arzrouni, som offentligt kaldte mig og Peter ud på Twitter, og derfor undrer det mig også, at han ikke vil køre dialogen der, men lige pludselig er enormt interesseret i at rykke dialogen over i Berlingskes avis og at debattere alt mulig andet end det, jeg spørger ham til. Han må svare, hvor han spørger,« skriver han.

Kommunikationen er altså nu gået i hårdknude, fordi Christopher Arzrouni ikke vil debattere på Twitter, mens Esben Bjerre vil afslutte debatten, hvor den startede. Alligevel nægter Esben Bjerre at give op – han vil have svar på sine spørgsmål, hvor han særligt efterlyser gennemsigtighed i forhold til Philip Morris’ kampagner og bidrag til festivaler, politikere og interesseorganisationer.