Tivoli trækkes stadig med røde tal på bundlinjen

Den gamle forlystelseshave Tivoli trækkes stadig med røde tal på bundlinjen, viser det seneste årsregnskab. Således fik Tivoli et underskud på knap 47 millioner kroner efter skat i regnskabsåret 2001/2002, hvilket stor set svarer til underskuddet for samme periode året før.

På grund af omlægning af regnskabsåret til perioden 1. april til 31. marts dækker det seneste "årsregnskab" alene det seneste halve år.

Jul i Tivoli udgør hovedaktiviteten i regnskabsåret, og selv om besøgstallet faldt med 80.000 personer til 822.000 gæster, blev nedgangen i besøgstallet kompenseret af et øget forbrug per gæst.

I de kommende år vil Tivoli styrke de tilbud og forlystelser, som henvender sig til børnefamilier. Det er nemlig her, der er opnået vækst gennem de seneste år.

I næste regnskabsår forventer Tivoli et overskud før skat på 10-15 millioner kroner, men resultatet er dog "erfaringsmæssigt afhængig af vejret i sommersæsonen".

/ritzau/