Godt forårsvejr og flere turister i København end ventet får Tivoli til at skrue op for smilene og forventningerne til, hvor mange penge selskabet bag vil tjene i år.

Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse fredag.

Da Tivoli gik ind i 2023, var det ellers med en forsigtig mine.

Efter en rekordstor omsætning på 1,13 milliarder kroner i 2022 og et overskud før skat på 87,5 millioner kroner forventede Tivoli, at begge dele ville skrumpe i år.

Frygten var, at inflationen og energipriserne ville lægge en dæmper på de besøgendes forbrug.

Men efter foråret skruer Tivoli igen op for forventningerne. Nu håber Tivoli at ende i nærheden af – eller måske endda en smule over – sidste års resultat.

»Tivoli har fået en rigtig god start på sommersæsonen med mange gæster i påsken og i månederne frem hjulpet af godt vejr,« siger Tivolis administrerende direktør, Susanne Mørch Koch, i en pressemeddelelse.

»Den forventede afmatning i privatforbruget og forventning til stigning i energipriser ser samtidig ud til at være markant mindre end frygtet. Det er meget glædeligt. Vi er optimistiske i forhold til resten af året.«

De nye forventninger lyder på en omsætning i 2023 på 1,15 milliarder kroner og et overskud før skat på mellem 70 og 90 millioner kroner.

/ritzau/