Tillidsfolk kræver lønnedgang annulleret

Et forhandlingsudvalg skal i weekenden forsøge at finde et kompromis i balladen på slagteriområdet efter lønnedgangen hos Tulip i Ringsted.

Læs mere
Fold sammen
Tillidsfolk fra alle Danish Crowns virksomheder og datterselskaber præsenterede fredag på et stormøde i Horsens slagteriledelsen for et krav om, at aftalen om en lønnedgang på 15 pct. for de 300 ansatte hos Tulip i Ringsted annulleres.

Samtidig kræver tillidsfolkene af ledelsen, at den ikke laver lokalaftaler i strid med overenskomsten, som tillidsfolkene mener, at det er sket i Ringsted.

På mødet blev der nedsat et forhandlingsudvalg med repræsentanter fra såvel ledelsen og de faglige orgsanisationer. Tillidsfolkene kræver, at udvalget inden mandag morgen når frem til en ny aftale for de ansatte i Ringsted. Aftalen skal holde sig inden for overenskomstens rammer og samtidig forsøge at afværge den faglige voldgiftssag, som NNF ellers har truet Tulip med, fordi forbundet mener, at Ringsted-aftalen er et brud på overenskomsten.

/ritzau/