Tilfredshed med delaftaler

Torsdag fik flere organisationer delaftaler i hus. Aftalerne skal gælde i den kommende overenskostperiode.

HK/Kommunal fik torsdag morgen en delaftale om Ny Løn i hus. Aftalen indebærer, at den lokale løndannelse styrkes. Og HK/Kommunals formand, Kim Simonsen, er meget tilfreds med delforliget.

Aftalen betyder, at der afsættes 2,5 procent til ny løn i de to sidste år af den tre-årige overenskomstperiode, mens det første delforlig, der blev forhandlet hjem den 3. december, fastlagde økonomien for det første overenskomstår i 2005.

Det er første gang, at parterne bag de kommunale overenskomster har afsat så stort et beløb til lokale forhandlinger. Og Kim Simonsen er godt klar over, at andre organisationer på det kommunale område måske vil mene, at 2,5 procent er en stor andel.

Også Forbundet for Offentligt Ansatte, FOA, er godt tilfredse med det resultat, de fik forhandlet hjem. Det siger Karen Stæhr, der er sektorformand for FOAs social- og sundhedssektor. Forliget drejer sig om en ny arbejdstidsaftale for ansatte i social- og sundhedssektoren med aften- og nattevagter.

/ritzau/