Tiger Woods giver IT-industrien nyt liv

Der er sket et skift væk fra produkter til løsninger. Tiger Woods er med til at skabe et nyt image.

JEG HAR MØDT TIGER WOODS, ham den amerikanske golfstjerne. Altså ikke rigtigt, sådan ansigt til ansigt. Det sker vist også kun, hvis man er lige så dygtig som vor landsmand Thomas Bjørn eller på anden måde fedtet ind på golfindustriens allerypperste niveau.

Og det er nemlig dér, jeg har mødt Tiger Woods. Jeg var til en præsentation hos det internationale IT-konsulenthus Accenture, der har flot til huse i den tidligere frihavn i København.

Accenture har ganske enkelt tegnet kontrakt med Tiger Woods, som bærer selskabets navn og logo på trøjer.

Accenture har også indspillet en række små geniale film med Tiger Woods, der heldigvis ikke handler ret meget om golf. Det er godt for de af os, der zapper væk, når Tiger, Bjørn og alle de andre spilder vor TV-tid med at rende rundt og samle bolde op.

Men tendensen er interessant. For jeg mindes ikke nogensinde før at have set et IT-selskab sponsorere en person, en idrætsstjerne af så stor kaliber, som Tiger Woods.VED PRÆSENTATIONEN HOS ACCENTURE turde jeg ikke spørge om, hvad det egentlig har kostet at hyre ham. Dels fordi Accenture helt sikkert ikke vil oplyse det, dels fordi jeg givet ville blive forarget over det eksorbitante beløb.

Men hvorfor har Accenture gjort det?

Helt tilbage i IT-industriens barndom husker jeg at have set IBM bruge Charlie Chaplin. Det er i virkeligheden dristigt, for Chaplin rummede jo mange facetter, og ikke alle var lige entydige. Men til gengæld var han død, og det var - set i sponsorsammenhæng - godt, for det kan være farligt at sponsorere enkeltpersoner.

Tag bare AGF-fodboldspilleren Stig Tøfting, der den ene dag er en helt på grønsværen, og derefter slår folk på tæven.

Hvilket selskab vil forbinde sit brand med personer, hvis status lynhurtigt kan ændre sig til det mere kedelige?

Et andet eksempel er en kendt og respekteret dansk fitness-instruktør, der forleden blev dømt for at have haft sex med en mindreårig pige.

Det er heller ikke godt at være sponsor for ham.NU ER DER VEL INGEN risiko for, at Tiger Woods slår sig på flasken eller på anden måde opfører sig amerikansk-upassende, selv om der ellers ikke skal ret meget til.

Men symbolet, at Accenture bruger Tiger Woods til at fortælle om Accenture som en handlekraftig, førende, vindende og agil organisation, kan kun hænge sammen med, at IT-industrien er blevet en moden industrisektor.

Hvis man ser på, hvem det var, der førte ordet i IT-industrien i 1990erne, så var det cheferne fra Oracle, Microsoft, Intel, Cisco, Compaq, HP, Apple, Dell og Computer Associates for nu at nævne de mest markante.

De talte om hastigheder, databaser, clockfrekvenser, kilo, mega og giga og andre i øvrigt interessante ting.

Men det var ikke IBM, Accenture eller CSC, der råbte op. De var ved at forandre sig til serviceselskaber.MEN EFTER AT DER NU ATTER er kommet gang i økonomien, efter at dotcom-boblen er ovre, så har jeg ikke hørt de tunge topchefer tale om operativsystemer, serversejre, eller om hvorfor objektorienterede databaser er bedre end relationelle databaser.

Det, tror jeg, skyldes, at kommunikationen har ændret sig. IT-selskaberne har ikke tilstrækkeligt kraftige teknologi-argumenter, som kunderne gider høre på.

Værdien af de store IT-systemer hviler i dag på den rette udnyttelse. En bil er ikke meget værd uden benzin.

De store dyre IT-systemer er heller ikke noget værd, hvis de ikke er skruet rigtigt sammen til virksomhedens processer. Derfor er der sket et industriskift væk fra produkter til løsninger. Det image er Tiger Woods med til positivt at ændre.

I tre-fire år har IT-industrien været under pres og defensiv. Nu kommer de aggressive tigre og fortæller, at det er slut. Herligt.