Mikko Keto, som i begyndelsen af året forlod den danske mineudstyrsproducent FLSmidth, er blevet fyret som topchef for schweiziske Sig Group.

I en pressemeddelelse fra Sig Group lyder det, at bestyrelsen har vurderet, at Ann-Kristin Erkens er den mest egnede til at stå i spidsen for virksomheden fremover.

Hun var midlertidig topchef i Sig Group fra august 2025 frem til slutningen af februar i år.

Det blev meddelt i november 2025, at Mikko Keto ville stoppe som topchef i FLSmidth for i stedet at blive topchef i emballageselskabet Sig Group.

Dengang lød det, at Mikko Keto ville blive på posten i FLSmidth i de kommende måneder, mens bestyrelsen arbejdede på at finde hans efterfølger.

I februar lød det så, at selskabet havde udpeget Toni Laaksonen som ny topchef. Han kom til FLSmidth i sommeren 2025.

Sig Group skriver i pressemeddelelsen mandag, at selskabet er i gang med en transformation.

- Mikko kom til Sig på et vigtigt tidspunkt i selskabets udvikling og har bidraget til den fremgang, der har været i løbet af de seneste måneder, siger bestyrelsesformand Ola Rollén i meddelelsen.

Bestyrelsen har, siden Mikko Keto overtog posten som topchef, besluttet, at der er behov for kontinuitet i lederskabet og tempo på eksekveringen, lyder det.

Ann-Kristin Erkens har siden november 2023 været finansdirektør i Sig.

Før det har hun haft højtstående poster inden for finans, drift og strategi hos koncernen Henkel.

Ola Rollén fremhæver, at Ann-Kristin Erkens allerede har et godt kendskab til selskabet og tidligere har stået i spidsen som midlertidig topchef.

- Hun bidrager med stærke lederevner samt dyb operationel og finansiel ekspertise og er ideelt positioneret til at sikre kontinuitet og drive den næste fase af Sigs udvikling, siger han i meddelelsen.

Sig-aktien falder over 16 procent mandag.

RITZAU