Forhenværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) bliver ny direktør i Cryos International, der er verdens største sæd- og ægbank.

Cryos International har base i Aarhus, og ifølge Jakob Axel Nielsen har han fulgt selskabet, siden han blev bekendt med virksomheden under studietiden på Aarhus Universitet.

»Det har været imponerende at følge selskabets rejse siden 1987 og frem mod i dag, hvor den er verdens største sæd- og ægbank, mens den har formået at forblive en dansk, privatejet virksomhed,« siger Jakob Axel Nielsen og tilføjer:

»At blive ceo for en virksomhed som Cryos, der har hjulpet 85.000 børn til verden i mere end 100 lande, er en fantastisk spændende opgave. Jeg ser frem til et arbejde, hvor hver dag er forbundet med glæden ved at hjælpe mennesker med at få deres store ønske om et barn opfyldt.«

Om den nye direktør siger bestyrelsesformand Søren Eckhardt:

»Vi er glade for at få Jakob Axel Nielsen ombord. Han er en erfaren virksomhedsleder med kendskab til og stor interesse for vores selskab og branchen generelt. Vi glæder os til at samarbejde om udførelsen af de høje ambitioner, vi har for Cryos.«

Jakob Axel Nielsen var fra september 2007 til november 2007 den kortest siddende transport- og energiminister under Anders Fogh Rasmussen-regeringen, inden han overtog posten som sundhedsminister frem til 2010.

Efter Christiansborg blev Jakob Axel Nielsen inden for det private sundhedsvæsen. Først som direktør for Aleris Privathospitaler, hvor han dog stoppede efter et opkøb af privathospitalet Hamlet. Siden da har han været direktør i ejendomsvirksomheden Calum.