Tidligere finansminister tjener 5,5 millioner på at arbejde fire dage om måneden

Den tidligere britiske finansminister George Osborne kommer årligt til at tjene over 5,5 million kroner om året hos sin nye arbejdsgiver, kapitalforvalteren BlackRock. Arbejdstiden lyder på fire dage om måneden.

Foto: PAUL ELLIS

George Osbourne, Storbritanniens tidligere finansminister og medlem af parlamentet, har et særdeles velbetalt job i finansverdeden. Årslønnen lyder på 650.000 pund, hvilket svarer til 5,5 millioner danske kroner. Det skriver Financial Times.

Beløbet på lønsedlen er mere end ti gange højere, end det, Osbourne indkasserede som britisk finansminister under David Cameron. I alt svarer lønnen til, at Osbourne, der sidder i parlamentet for de konservative, tjener 115.00 kroner pr. arbejdsdag.

Oplysningerne stammer fra den seneste opgørelse over de britiske parlamentsmedlemmers økonomiske interesser.

Af den fremgik det også, at George Osbourne har tjent i omegnen af seks millioner kroner på taler, der hovedsageligt er afholdt for finansfolk. Før Osbourne har blandt andre de tidligere premierministre Gordon Brown og Tony Blair tjent penge på at holde foredrag.

Jobbet i amerikanske BlackRock Investment institute, som 45-årige Osbourne takkede ja til tidligere på året, er som senior advisor , hvor han skal bidrage med viden om blandt andet europæisk politik og den kinesiske økonomi.

BlackRock er et af de stærkeste finansfirmaer på markedet. George Osbourne var finansminister fra 2010 til 2016, hvor Teresa May afskedigede ham.