Tidligere Fed-næstformand: Trump-genvalg vil ramme Feds uafhængighed

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere

USAs præsident Donald Trumps konstante angreb på den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kan ødelægge centralbankens uafhængighed.

Sådan lyder advarslen fra centralbankens tidligere næstformand Stanley Fischer, der frygter, at et genvalg af Donald Trump vil reducere USA til et tredjeverdensland.

Det skriver The Telegraph.

Stanley Fischer kritiserer Donald Trump for hans konstante angreb på Federal Reserve. Angrebene er ifølge Stanley Fischer et brud på et årelangt tabu inden for amerikansk politisk kultur.

Skulle Donald Trump vinde valgkampen i 2020, frygter den tidligere næstformand, at han vil blive ustoppelig.

»Det vil ødelægge Federal Reserves uafhængighed,« siger Stanley Fischer til The Telegraph.

USA nærmer sig et vendepunkt, mener den tidligere Federal Reserve-næstformand, efter Donald Trumps angreb på USAs regeringsstruktur, verdenshandlen og udtræden af klimaaftalen fra Paris.

Han uddyber, at der nu er sandsynlighed for, at USA under en otteårig periode med Donald Trump ved roret vil nærme sig en tilstand svarende til et tredjeverdensland.

Ifølge Stanley Fischer er det politiske klima i Washington lammet og har ikke længere samme frihed til at foretage krisehandlinger, der kan forhindre fremtidige finanskriser.

/ritzau/FINANS