Tidligere dommer spår topplacering til Noma i verdenskåring

Restauranten, der tidligere er blevet kåret som verdens bedste, har aldrig været bedre, mener eksdommer.

Efter en midlertidig lukning og flytning til Refshaleøen er den danske restaurant Noma genåbnet med uformindsket styrke. Og tirsdag kan den igen blive kåret som verdens bedste, vurderer tidligere dommer. Arkivfoto. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Singapore. Tirsdag bliver sløret løftet for verdens bedste restauranter, når prisuddelingen Worlds 50 Best Restaurants bliver afholdt i Singapore.

Og det bliver med stor sandsynlighed den danske restaurant Noma, der løber med en af topplaceringerne.

Det vurderer redaktør på Den Danske Spiseguide og tidligere dommer ved netop Worlds 50 Best Restaurants Bent Christensen i hvert fald.

- Dem, som jeg har talt med, og som mener have viden om det, har nævnt for mig, at Noma har rigtig gode chancer for at tage prisen i år, siger Bent Christensen og tilføjer:

- Den satsning, som de har kastet sig ud i, gør, at Noma arbejder mere i tidens ånd, og da deres kreativitet på ingen måde er blevet formindsket, så vil jeg mene, at de helt klart vil komme i top-3, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis de bliver nummer ét.

Noma er fire gange tidligere blevet kåret som verdens bedste restaurant. Den seneste topplacering blev dog givet til køkkenchef René Redzepi og resten af holdet i 2014.

Siden blev det til et par sekundære placeringer, og i 2018 var Noma end ikke med i konkurrencen på grund af en midlertidig lukning.

Men en lukning og flytning til Refshaleøen i København er ikke gået ud over kreativiteten i køkkenet på den hæderkronede restaurant tværtimod, mener Bent Christensen.

- De har på intet tidspunkt hvilet på laurbærrene. Jeg har spist alle menuer derude, og det er helt klart for mig, at de aldrig har været bedre.

Bent Christensen mener, at dommerne vil tage godt imod de ændringer, som René Redzepi har foretaget på Noma.

- De er ikke så dogmatiske, som de tidligere har været. Før kunne man ikke finde én ting på menuen, som ikke havde rod i det nordiske. Så strengt ser de ikke på det i dag, og det har givet dem en ekstra dimension, at de kan tage lidt vanilje, hvis der er brug for det.

I 2018 var Geranium den eneste danske restaurant, der med en 19.-plads optrådte på den prestigefulde liste.

Bent Christensen forventer også, at Geraniums køkkenchef, Rasmus Kofoed, kan se frem til at tage nogle skridt frem på listen, når den nye liste bliver afsløret tirsdag.

- De bliver under alle omstændigheder pænt placeret, og efter min mening bør de også ryge op på listen, lyder vurderingen.

Trods Nomas fravær på listen i 2018 vurderer Bent Christensen ikke, at Danmark har mistet sin position på det gastronomiske verdenskort.

Alligevel vil det have stor betydning for Danmark, hvis Noma eller Geranium løber med titlen i Singapore.

- Det vil betyde, at hele verden vil forstærke indtrykket af Danmark og Norden: At det er et gastronomisk omdrejningspunkt for kreative kræfter. Så det vil selvfølgelig have uvurderlig betydning for Danmark, siger han.

/ritzau/