Ti gode råd: Sådan får du mere luft i økonomien i 2019

Julen giver en del danskere lommesmerter i januar. Tre privatøkonomiske eksperter giver deres bedste råd til, hvordan du kan få styr på budgettet og spare penge i det nye år.

Dagligvareindkøb sluger en betydelig del af danskernes rådighedsbeløb. Det kan derfor være en god ide at slå ned på sine indkøbsvaner, hvis man gerne vil bruge færre penge i det nye år. Eksempelvis anbefaler eksperterne, at man køber stort ind til hele ugen frem for mange småindkøb. Søren Bidstrup

Næsten en tredjedel af danskerne begynder året med økonomisk smalhals, viser ny undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet. Her får du ti fif til, hvordan du kan skabe mere luft i din økonomi:

  1. Læg et budget for et helt år. De faste udgifter er ofte nemmest at styre, mens rådighedsbeløbet er mere udfordrende. Med et budget for hele året vil du typisk opdage, at særligt to måneder stikker ud, nemlig juli og december. Derfor er det en god idé, at der løbende afsættes penge til at dække de ekstra omkostninger til sommerferien og julen.

  2. Dagligvareindkøb sluger omkring 40-50 procent af rådighedsbeløbet hos en almindelig dansker. Derfor er det et godt sted at se, om man kan optimere sine vaner og spare penge. Det kan man f.eks. gøre ved at lave en madplan for hele ugen og købe stort ind i stedet for mange småture ned i supermarkedet, som ofte lokker til impulskøb.

  3. Der kan være mange penge at spare ved at minimere sit madspild. Sørg for at bruge, hvad der er i køleskab, fryser og skabe, inden du køber nyt. Og tænk det ind i den madplan, du laver for ugen.

  4. Januar er et oplagt tidspunkt at se dine finansielle omkostninger igennem, da du som regel vil modtage en årsopgørelse fra din bank. Tjek f.eks. om du betaler en fornuftig rente på din gæld, og om det kan betale at flytte rundt på noget gæld, så du kan skære ned på dine samlede renteudgifter.

  5. Se på din formue og depoter, og om der er kommet nye gebyrer og omkostninger, som gør det attraktivt at skifte bank.

  6. Giv dine forsikringer et sundhedstjek og find ud af, om du kan få dem billigere et andet sted. Brug f.eks. Forsikringsguiden.dk til at sammenligne priser.

  7. Få ryddet op i dine gemmer og sælg ud af brugte ting, som kan indbringe lidt ekstra til de grå vintermåneder.

  8. Kig kritisk på dine impulsvaner og skær væk, hvad du kan, hvad enten det er en kop gourmetkaffe, vingummibamser, nye sko eller fyraftensøl.

  9. Drop fitnessmedlemskabet, hvis du alligevel kun kommer afsted et par gange om måneden. Og giv alle dine øvrige abonnementer og medlemskaber samme realitetstjek.

  10. Afmeld de mange nyhedsbreve med lokkende tilbud på alt fra rejser til restaurantbesøg, der lander i mailboksen hver dag. Man sparer ikke penge ved at bruge dem.

Kilder: Kim Valentin, privatøkonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg, Louise Skjødsholm, specialkonsulent i finansielt forbrug i Penge- og Pensionspanelet og Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea