Thorborgs største bommert

Bommert. Selv for en succes-iværksætter kan det være svært at drive virksomhed. For 11 år siden begik Martin Thorborg en af sine største bommerter, da han var leder af Jubii. En bommert, der strakte sig over tre år.

Året er 1996. Nystartede Jubii er en virksomhed, der stormer frem og den unge ejeren Martin Thorborg har nok at se til. Han har ansat 30 nye medarbejdere i løbet af en meget kort periode, og det vælter ind med nye ordrer og ansigter. Martin Thorborg har på det tidspunkt været leder i tre år. Men han starter ud med en personalebommert af dimensioner, da han ansætter folk. Han glemmer nemlig at fortælle dem, at det har konsekvenser, når man ikke passer sit arbejde. Det er en brøler, som betyder, at Jubii er ved at miste sine annoncekroner. En dag går det helt galt.

- Det var i november måned, og Tuborg havde købt et banner som skulle ligge på hjemmesiden 24 timer, før julebryggen blev frigivet. Derfor skulle det på helt præcist, men fordi medarbejderne var blevet vant til at lave, hvad der passede dem, så glemte de selvfølgelig at sætte banneret på, fortæller Martin Thorborg. Resultatet var en fejlslagen annoncekampagne og en sur samtale med Tuborgs salgschef i telefonen dagen efter. Men det var ikke det eneste.

- Da jeg kom tilbage fra samtalen spurgte jeg medarbejderne, om de havde fået banneret på plads. Da de ikke anede, hvad jeg snakkede om, endte jeg med at eksplodere fuldstændig. Jeg skreg og sparkede hul i en reol og havde lyst til at give dem én på siden af hovedet, siger han. Og det hjalp tilsyneladende. Et kvarter senere havde samtlige medarbejdere fået annoncebanneret op at køre og købt fem kolde Tuborg julebryg samt en nissehue til deres chef.

Ledelse med respektDen dag fik Martin Thorborg afløb for års frustationer, men hele affæren står klokkeklart for ham den dag i dag. Især i løbet af de sidste par år har han lært, hvordan man som leder opnår respekt uden at overadministrere sine medarbejdere.

- Man skal opbygge en forståelse hos medarbejderne, og det kræver meget at opnå den af begge parter. Man skal også være parat til at smide de medarbejdere ud, som efter nogle måneder stadig ikke forstår, hvordan arbejdsgangen fungerer, fortæller han. Han understreger dog, at selvom han er blevet mere opmærksom på sin ledelsesstil var det langtfra kæft-trit-og-retning metoden, som efterfølgende kom til at præge Jubii. Man skal først og fremmest hvile i sig selv, før man kan få andre til at tro på sin virksomhed og fra starten gøre det klart, at medarbejderne ikke bliver overvåget, men at det har konsekvenser, hvis de sjusker.

- Ledelse skal nu engang komme fra hjertet. Det er første udgangspunkt for en god virksomhedskultur, siger it-iværksætteren.