Svend Schou Borch tog i slutningen af 2023 over for den mangeårige topchef i Thise Mejeri Poul Pedersen efter 31 år.

Men den nye topchef skulle ikke sidde helt lige så længe. Thise Mejeri udskifter igen administrerende direktør efter godt et år. Det skriver mejeriet i en pressemeddelelse.

I stedet skal mejeriets viceadministrerende direktør og finansdirektør, Per Godsk Nielsen, være topchef i Thise Mejeri.

Den afgående topchef er meget overrasket over, at hans tid som administrerende direktør allerede er slut. Det siger han til FødevareWatch.

- Det er et lyn fra en klar himmel, siger han til mediet og tilføjer, at han er chokeret, ked af det og meget skuffet over bestyrelsens beslutning.

Han henviser blandt andet til, at Thise Mejeri havde et af sit bedste år sidste år, hvor han sad i spidsen.

Bestyrelsesformand Arne Bisgaard udtaler "anerkendelse af Svend Schou Borchs" indsats - særligt for at lede mejeriet gennem generationsskiftet, da Poul Pedersen takkede af.

Han siger i pressemeddelelsen, at Thise er på sporet i forhold til blandt andet driften.

- Men Thise er en andelsvirksomhed dybt forankret i landbrug, økologi og mejeri, samt en stærk lokal forankring - og nu er tiden inde til et sporskifte, hvor Thises kerneværdier og forankringspunkter kommer mere i fokus. Det kræver en profil med en anden ledelsesstil og et dybere Thise- og branchekendskab, siger han.

Den nye topchef, Per Godsk Nielsen, har arbejdet på mejeriet i sammenlagt 18 år. Det har været afbrudt af perioder, hvor han har været ansat ved andre fødevarevirksomheder.

- Mine mange år på Thise Mejeri har sat dybe spor i mig. Jeg er uddannet økonom, men på Thise lærte jeg at løfte blikket fra regneark, tal og andre hårde facts og anskue muligheder og problemstillinger ud fra et større sammenhængende perspektiv – et økologisk perspektiv om man vil, siger han i meddelelsen.

/ritzau/